Matilda af Hällström er Nordisk Råds kvinde i Bruxelles
Matilda af Hällström tiltrådte sin stilling i Bruxelles i september. En af hendes opgaver er at skabe netværk, som er væsentlige for samarbejdet mellem Nordisk Råd og Europa-Parlamentet. Dette indebærer blandt andet en hel del kontakt med de nordiske EU-parlamentarikere og andre nordiske aktører i Bruxelles.
– Min opgave er at repræsentere Nordisk Råd i Bruxelles og forsøge at opfange spørgsmål, som har relevans for Norden. Jeg skal også fungere som formidler af information mellem Nordisk Råds sekretariat i København og Bruxelles. Det er vigtigt at huske på, at ikke alle nordiske lande er med i EU, men jeg repræsenterer alle – også dem, der står udenfor, siger Matilda af Hällström.
Min opgave er at repræsentere Nordisk Råd i Bruxelles og forsøge at opfange spørgsmål, som har relevans for Norden. Jeg skal også fungere som formidler af information mellem Nordisk Råds sekretariat i København og Bruxelles.Matilda af Hällström har erfaringer med Bruxelles og EU i forvejen. Hun har boet der siden 2015, hvor hun blandt andet har arbejdet for Helsinki EU Office, kommunikationsbureauet Miltton og den finske EU-parlamentariker Nils Torvalds. Hun har også erfaringer fra udenrigsministeriets Europa-afdeling i Helsingfors.
International uddannelse
Matilda af Hällström har en dobbeltgrad fra University of St. Andrews i Skottland og har også studeret på Helsingfors universitet og i Paris. Hun kommer oprindeligt fra Esbo i Finland.
Nordisk Råd har ikke tidligere haft et kontor i Bruxelles. Men mange af de spørgsmål, som rådet behandler, er forbundet med EU, og ved sessionen i København 2016 besluttede rådet at åbne et kontor i Bruxelles. Det er en tidsbegrænset projektansættelse på et år med mulighed for forlængelse i yderligere to år.
Matilda af Hällström kommer også til at have en tæt dialog med Nordisk Ministerråds sekretariat i sit arbejde.