Fakta om Færøerne

Nes, Hvalba
Photographer
Erik Christensen, Nes, Hvalba
Fiskeri og barsk natur kendetegner Færøerne, som er en øgruppe i Nordatlanten.

Færøerne er et af de tre selvstyrende områder i Norden, og landet består af 18 større og mindre øer, som forbindes af tunneller og færger. Landskabet er barskt med stejle klipper, græsklædte åse og lidt skov.

Færøernes politik

Færøerne tilhører formelt Kongeriget Danmark, men har et udstrakt selvstyre. Færøernes parlament, Lagtinget, er den øverste myndighed på Færøerne. Landet er ikke medlem af EU, men har indgået en fiskeri- og handelsaftale med EU.

  • Nationaldag: 29. juli (Ólavsøka)
  • Styreform: Hjemmestyre – inden for kongeriget Danmark
  • Parlament: Lagtinget (33 pladser)
  • Medlemskab af EU: Nej
  • Medlemskab af NATO: Siden 1949 (grundet det danske medlemskab)
  • Statsoverhoved: Kong Frederik 10.
  • Regeringsleder (december 2022): Aksel Vilhelmson Johannesen (Javnaðarflokkurin)

Færøernes befolkning

Der bor omkring 53.652 mennesker på Færøerne. Knap halvdelen af Færøernes befolkning bor i hovedstaden Thorshavn.

  • Befolkning 2022: 53.653 indbyggere 
  • Indbyggertal, hovedstaden 2022: 22.704 indbyggere i Thorshavn kommune (1)

Færøernes befolkningsudvikling

Færøernes økonomi

Fiskeri er den allervigtigste industri på Færøerne, og omkring 90% af øens eksport udgøres af fiskeriprodukter. Skibsfart og turisme er imidlertid også vigtige industrier på Færøerne.

  • Valuta: Danske kroner (DKK)

Færøernes geografi

Færøerne består af 18 øer, der samlet har et areal på knap 1.400 km2. Dermed har Færøerne det mindste areal af de tre selvstyrende områder i Norden.

  • Samlet areal: 1.396 km2
  • Højeste punkt: Slættartindur 880 m
  • Kystlinje: 1.117 km
  • Grænser: 0 km
  • Søer og elve: 9 km2

Færøernes klima og miljø

Færøerne har et klima med milde vintre og kølige somre. Der er stor forskel på vejret og mængden af nedbør fra ø til ø, og der falder mest nedbør på de nordlige øer.

  • Gennemsnitstemperatur Thorshavn (2021): 7° C (Maximum 17,7 °C, Minimum -6,1 °C)
  • Normal nedbørsmængde Thorshavn (1981-2010): 1.321 mm

Gennemsnitstemperatur Tórshavn, Færøerne

Færøsk

Færøsk er ligesom dansk, norsk, svensk og islandsk et nordgermansk sprog. Omkring 70.000 personer taler færøsk, og det gør færøsk til det mindste af de nordiske sprog.

  • Officielt sprog: Færøsk

Er du interesseret i at flytte til Færøerne?

Hvis du er interesseret i at flytte til Færøerne, kan du altid kontakte Info Norden, som er Nordisk Ministerråds informationstjeneste.

Vil du blive klogere på Færøerne og resten af de nordiske lande?

Rapporten State of the Nordic Region udgives hvert andet år og giver et omfattende og unikt indblik bag kulisserne i de nordiske lande. Rapporten trækker på statistiske data om demografi, arbejdsmarked, uddannelse og økonomi i Norden.

Er du nysgerrig efter mere statistik?

Vi har samlet en lang række relevante nordiske tal og statistikker på Nordic Statistics database. Her kan du fordybe dig og blive klogere på statistik indenfor flere forskellige emneområder indenfor de nordiske lande.

__________________________________________________________________________________________

1) Torshavn kommune, består af 6 byområder som er geografisk adskilt fra Torshavn.