Politisk forpligtelse: Reduceret madspild for et grønt Norden

10.08.23 | Deklaration
De nordiske ministre for fiskeri, jordbrug, fødevarer og skovbrug mødtes i Keflavik den 21. august 2023 for i fællesskab at forny forpligtelsen over for 2030-agendaen og Nordens Vision 2030 om at halvere madspildet i Norden inden 2030.

Information

Vi, de nordiske ministre for fiskeri, jordbrug, levnedsmidler og skovbrug, er enige om at halvere madspildet i Norden inden 2030. Vi fornyer i dag vores forpligtelse over 2030-agendaen og Nordens Vision 2030. Vi understreger også, at et reduceret madspild er et afgørende bæredygtighedsspørgsmål for vores klima og vores miljø, men også for realisering af bæredygtige, modstandsdygtige og konkurrencedygtige fødevaresystemer.

 

Vi er fast besluttede på at arbejde aktivt for et reduceret madspild. Vi opfordrer til et øget samarbejde i hele fødevaresystemet for at dette skal ske. Nordisk Ministerråd skal bidrage gennem et øget samarbejde og vil åbne op for at skabe nye koalitioner, som kan fremskynde tempoet. Vi kan lære af hinandens succeser og fejltagelser i Norden med henblik på at øge tempoet både nationalt, regionalt og globalt.

 

I dag starter vi flere fælles indsatser for at bidrage til at øge tempoet inden for vores region. Madspild er et vigtigt spørgsmål, som vi fortsat vil have fokus på i det nordiske samarbejde, og som vi vil hjælpe hinanden med at løse. Vi vil også fungere som en global drivkraft – både ved at lære af hinanden og dele vores erfaringer.

 

Klima- og miljøforandringer udgør nogle af de største udfordringer i vores tid. De truer menneskers indtægter, fødevareforsyning og fødevaresikkerhed, men også adgangen til rent vand og luft. Disse forandringer påvirker os alle, og det er alle landes ansvar at reducere vores negative klima- og miljøpåvirkning. Et reduceret madspild er en vigtig del af løsningen.

 

Bæredygtige fødevaresystemer er en forudsætning for at vi kan nå de globale mål, men i Norden kasseres eller destrueres der i dag cirka 3,6 millioner tons mad hvert år. Det er et enormt ressourcespild, som desuden skaber store udledninger. De nordiske lande er enige om at skabe bæredygtige og konkurrencedygtige fødevaresystemer. Vi skal handle i fællesskab for at reducere vores udledninger og øge vores ressourceeffektivitet.

 

Madspild er ikke blot en bæredygtighedsudfordring. Ressourcespildet er også et økonomisk problem i forhold til en styrket konkurrencedygtighed. Det er tilmed et etisk spørgsmål, når mange mennesker ikke får mad nok. Endelig er madspild også et beredskabsspørgsmål, som er blevet stadig vigtigere efter Ruslands invasion af Ukraine.

 

På Nordic Food Waste Summit 2023 samlede vi eksperter, virksomheder og repræsentanter for civilsamfundet fra hele Norden. Konferencen var startskuddet til vores intensiverede samarbejde og resulterede i mange vigtige anbefalinger til det nordiske samarbejde. Nordisk Ministerråd forpligter sig nu til at følge op på konferencen og bidrage til et stærkt nordisk samarbejde for et øget tempo og med omgående handling.

Nordisk Ministerråd påtager sig at arbejde for SDG 12 i særdeleshed SDG 12.3 både nationalt, regionalt og globalt. Dette kommer til at ske gennem flere indsatser, herunder:

 

  • At sætte fokus på madspild som et vigtigt spørgsmål for vores miljø og vores klima. Et reduceret spild vil øge vores ressourceeffektivitet og reducere vores negative påvirkning af vores jord. De nordiske lande vil tage ansvar for dette på både nationalt niveau og via vores regionale samarbejde. Norden vil også arbejde sammen for at fremhæve dette vigtige spørgsmål i globale sammenhænge, såsom COP28, hvor de nordiske lande har flere løsninger, som kan deles, ligesom de nordiske lande også kan lære af andre.
  • Flere nordiske lande har frivillige aftaler, når det gælder reduceret madspild, og i flere lande er der igangværende diskussioner og undersøgelser i forhold til yderligere lovgivning. Nordisk Ministerråd vil derfor arrangere dialog med henblik på øget udveksling og samarbejde mellem de ansvarlige aktører i de nordiske lande.
  • Nordisk Ministerråd vil facilitere et uformelt netværk mellem eksperter og embedsmænd hos myndigheder og ministerier i de nordiske lande for at optimere deres indbyrdes udveksling, således at det bliver lettere end i dag at hjælpe hinanden i forhold til de nationale planer for et reduceret madspild.
  • Nordisk Ministerråd udarbejder nu en håndbog med "best practices" for strategier og indsatser, som kan reducere madspild. Håndbogen skal fremhæve eksempler, som har givet gode resultater i de forskellige nordiske lande, og som kan bidrage til arbejdet i andre lande.

MR-FJLS

Svandis Svavarsdóttir, Livsmedel, fiske- och lantbruksminister, Island

Høgni Hoydal, Udenrigs-, industri- og handelsminister, Færøerne 

Peter Kullgren, Landsbygdminister, Sverige

Christian Wikström, Infrastruktur- og miljöminister, Åland 

Sandra Borch, Jordbruks- och livsmedelsminister, Norge 

Ole Henrik Krat Bjørkholt, statssekreterare, Helse- og Omsorgsdepartementet, Norge 

Kristina Sigurdsdatter Hansen, statssekreterare, Fiskeri- og Næringsdepartementet, Norge

Karl Tobiassen, Naalakkersuisoq for fiskeri og fangst, Grønland

Jesper Wulff Pedersen, kontorchef, Fødevareministeriet, Danmark

På jord- och skogsbruksminister Sari Essayahs vegne afdelingschef Minna-Mari Kaila, Finland

Kontakt