Grønlandsk bopælsattest

Grønlandsk bopælsattest
Læs mere om bopælsattester her.

En grønlandsk bopælsattest fungerer som legitimation i flere tilfælde i både Grønland og andre nordiske lande. Du skal altid have din grønlandske bopælsattest med dig på rejser til dit hjemland, da den skal bruges ved eksempelvis lægebesøg. Det gælder også danske statsborgere.

Hvad er en bopælsattest?

En grønlandsk bopælsattest viser, hvem du er, og hvor du bor. Alle der har fast bopæl i Grønland, kan få udstedt en bopælsattest.

Du skal bruge bopælsattesten, når:

  • du skal i kontakt med sundhedsvæsenet i resten af Norden
  • du vil søge ind på en uddannelse
  • du søger om grønlandsk kørekort
  • du skal have moms retur

Bopælsattesten kan også bruges som pas, når du rejser inden for de nordiske lande.

Hvordan kan jeg få en bopælsattest?

Du kan selv hente en bopælsattest på borgerservice (Sullisivik) ved hjælp af NemID.

Har du ikke NemID, kan du få attesten printet på kommunen eller bygdekontoret mod et mindre gebyr.

Regler for bopælsattester

Grønlandske bopælsattester kan kun anvendes i Grønland, Danmark og resten af de nordiske lande. Derfor anbefales det, at du tegner en rejsesygeforsikring, hvis du rejser uden for Danmark og Norden. Ellers kan en sygetransport hjem blive meget dyr.

Har du børn under 18 år, er de omfattet af din bopælsattest, hvis de har bopæl hos dig. Hvis du vil have din partner eller ægtefælle omfattet af din bopælsattest, skal du henvende dig på kommunen eller bygdekontoret med en fuldmagt fra vedkommende.

Din bopælsattest er kun gyldig for ét år ad gangen, så hvis du skal rejse igen året efter, skal du få udstedt en ny. Det samme gælder, hvis du flytter bopæl.

Kontakt myndighed
Spørg Info Norden

Hvis du har spørgsmål, eller hvis du er stødt på hindringer i et nordisk land, kan du udfylde vores kontaktformular.

OBS! Hvis du har spørgsmål om behandlingen af en konkret sag eller ansøgning eller andre personlige forhold, skal du kontakte den relevante myndighed.

Info Norden er Nordisk Ministerråds informationstjeneste. Vi giver overblik og genveje til dig som vil flytte, arbejde, studere, søge støtte eller starte virksomhed i Norden.