Guide: midlertidigt ophold i Danmark

Dreng på løbehjul på Nørrebro i København

Fotograf
Sam Poullain/Unsplash
Hvis du skal opholde dig i Danmark i en kort periode, kan du her læse, hvad du skal tænke på.

Denne side henvender sig til dig, der skal opholde dig i Danmark uden at arbejde eller skulle folkeregistreres i landet. Det drejer sig typisk om situationer, hvor du opholder dig i Danmark kortere tid end seks måneder. Hvis du skal opholde dig i længere tid, eller hvis du skal arbejde, finder du relevant information i vores guider om at flytte til og arbejde i Danmark. 

Indrejse i Danmark

Nordiske statsborgere, der rejser til Danmark fra et andet nordisk land, behøver ikke pas, men kan blive bedt om at legitimere sig og dokumentere deres statsborgerskab. Statsborgere fra EU- og Schengenlande skal fremvise pas eller nationalt ID-kort ved rejser til Danmark. Statsborgere fra andre lande skal fremvise pas og i visse tilfælde også visum eller opholdstilladelse, når de rejser til Danmark.

Folkeregistrering, når du opholder dig midlertidigt i Danmark

Hvis du er statsborger i et nordisk land, et EU-land, et EØS-land eller Schweiz, skal du folkeregistreres i Danmark, hvis du skal opholde dig i landet i mere end seks måneder. Du har ret - men ikke pligt - til at blive folkeregistreret i Danmark, hvis du skal være i landet i mere end tre måneder.

Hvis du er statsborger i et andet land, skal du folkeregistreres i Danmark, hvis du skal opholde dig i landet i mere end tre måneder. 

Skat, når du opholder dig midlertidigt i Danmark

Hvis du ikke har bopæl eller arbejde i Danmark, og du ikke opholder dig i landet i mere end seks måneder, er du som hovedregel ikke fuldt skattepligtig i Danmark. Hvis du er i tvivl om noget, bør du kontakte Skattestyrelsen.

Social sikring, når du opholder dig midlertidigt i Danmark

Som hovedregel er du omfattet af den sociale sikring i det land hvor du arbejder. Hvis du ikke arbejder, er du som hovedregel omfattet af den sociale sikring i det land, du bor i. I mange situationer er der dog særlige regler. Du bør derfor kontakte socialsikringsmyndighederne, hvis du er i tvivl om, hvad der gælder i din situation.

At være “socialt sikret” i et land, betyder at det er reglerne i det land der gælder for dig på områder som for eksempel:

  • arbejdsløshedsforsikring
  • pension
  • sygedagpenge
  • børnepenge
  • sundhedsydelser
  • barselsdagpenge
  • arbejdsskadeerstatning

Du kan læse mere i artiklen "Hvilket lands sociale sikring er du omfattet af?"

Ret til sundhedsydelser, når du opholder dig midlertidigt i Danmark

Når du er sygesikret i et nordisk land og bliver syg under et midlertidigt ophold i Danmark, har du ret til at få den behandling, der vurderes medicinsk nødvendig under dit ophold. Det kan både være akut opstået sygdom, men også hvis du har en eksisterende sygdom, for eksempel en kronisk sygdom, eller hvis du er gravid og får brug for undersøgelse eller behandling, mens du er i Danmark. 

Sundhedsydelser i det danske offentlige sundhedsvæsen er oftest gratis, det vil sige uden egenbetaling, men du skal kunne dokumentere, at du er offentligt sygesikret i dit bopælsland. Når du er sygesikret i et nordisk land, skal du over for den danske sundhedsperson derfor vise et nationalt ID-kort og oplyse din bopælsadresse. Du kan også vise dit EU-sygesikringskort som dokumentation.

Udenlandsk bil i Danmark

Hvis du ikke er folkeregistreret i Danmark og opholder dig i landet under 185 dage inden for en periode på 12 måneder, kan du køre på udenlandske nummerplader uden at betale dansk registreringsafgift.

Rejse med kæledyr til Danmark

Når du rejser til Danmark med et kæledyr, skal du overholde en række regler. Reglerne kan være forskellige afhængigt af, hvilket land du rejser fra, og hvor gammelt dit kæledyr er. Reglerne gælder både for dig, der skal på ferie i eller flytte til Danmark, for dig der kommer tilbage til Danmark efter at have været på ferie i udlandet, og for dig, der har købt et kæledyr i udlandet og vil have det med hjem til Danmark.

Vær særligt opmærksom på, at visse hunderacer er forbudt i Danmark, og at alle hundeejere i Danmark skal have en hundeansvarsforsikring. Dette gælder også under korte ophold.

Forsikring under dit ophold i Danmark

Du bør kontakte dit forsikringsselskab for at sikre dig, at du er forsikret under dit ophold i Danmark.

Sociale ydelser under dit ophold i Danmark

Hvis du modtager sociale ydelser, bør du undersøge, om de påvirkes af, at du opholder dig i Danmark. Kontakt den myndighed, der udbetaler ydelsen.

Fritidsbolig og sommerhus i Danmark

Hvis du ønsker at købe fritidsbolig, sommerhus eller anden sekundærbolig i Danmark, skal du være opmærksom på, at man skal søge Civilstyrelsen om tilladelse, hvis man ikke har bopæl i Danmark eller har haft det i mindst fem år.

Bank i Danmark under midlertidig ophold

Alle der har lovligt ophold i Danmark eller i et land inden for EU/EØS, har ret til at få en basal indlånskonto og en basal betalingskonto i en dansk bank. Dette gælder også forbrugere, som ikke har opholdstilladelse, men som ikke kan udsendes. 

Grundskole i Danmark under midlertidigt ophold

I Danmark er der ikke skolepligt, men alle børn i den undervisningspligtige alder, der opholder sig i Danmark, har ret og pligt til at modtage undervisning.

Kontakt den kommune, du opholder dig i, for nærmere oplysninger.

Spørg Info Norden

Hvis du har spørgsmål, eller hvis du er stødt på hindringer i et nordisk land, kan du udfylde vores kontaktformular.

OBS! Hvis du har spørgsmål om behandlingen af en konkret sag eller ansøgning eller andre personlige forhold, skal du kontakte den relevante myndighed.

Info Norden er Nordisk Ministerråds informationstjeneste. Vi giver overblik og genveje til dig som vil flytte, arbejde, studere, søge støtte eller starte virksomhed i Norden.