Akkrediteringen til Nordisk Råds session i København er åben

16.09.16 | Nyhed
Nordiska flaggor på Christiansborg
Fotograf
Søren Svendsen/Ministerråd
Akkrediteringen for journalister til Nordisk Råds 68. session i København den 1.-3. november 2016 er åben. Sessionen er årets største nordiske politiske forum hvor parlamentarikere, statsministre, oppositionsledere og fagministre fra hele Norden mødes.

Et centralt tema på årets session er FN's globale mål for bæredygtig udvikling, og hvordan Norden kan samarbejde om at nå målene. FN-målene bliver blandt andet taget op under topmødet mellem parlamentarikerne i Nordisk Råd og de nordiske statsministre tirsdag den 1. november.

I forbindelse med sessionen arrangeres også en temadag om de globale mål i FN Byen i København den 31. oktober. Arrangementet er åbent for journalister.

Der bliver behandlet en række politiske spørgsmål på Nordisk Råds session, blandt andet integrationsspørgsmål og arbejdsmarkedsspørgsmål med udgangspunkt i den rapport om fremtidens arbejdsliv i Norden som den tidligere danske minister Poul Nielson har udarbejdet. Den 2. november bliver aktuelle internationale spørgsmål samt spørgsmål vedrørende forsvars- og sikkerhedspolitik taget op når udenrigsministrene og forsvarsministrene giver deres redegørelse til Nordisk Råds parlamentarikere.

Under sessionen skal de nordiske statsministre desuden møde de baltiske statsministre samt Nordisk Råds Præsidium. De nordiske samarbejdsministre skal også møde Nordisk Råds Præsidium. Desuden holder flere andre fagministre møder under sessionen.

Nordisk Råds prisuddeling

Modtagerne af Nordisk Råds priser afsløres om aftenen tirsdag den 1. november. Prisuddelingen foregår i DR Koncerthuset. Efter prisuddelingen er der pressekonference og fotosession.

Journalister som ønsker at overvære Nordisk Råds session og prisuddeling samt deltage i arrangementet i FN Byen skal akkreditere sig senest den 28. oktober. Gyldigt pressekort kræves. Akkrediteringen gælder også til ministerpressemøder som afholdes i forbindelse med sessionen.

Nordisk Råd har booket et antal hotelværelser til journalister. Hvis du ønsker at benytte dig af denne mulighed, bedes du kontakte afdelingskoordinator Birgitte Haj på birhaj@norden.org eller +45 60 39 42 07. Nordisk Råd betaler ikke opholdet.

Nordisk Råd er det officielle nordiske samarbejdes parlamentariske forsamling. Efterårssessionen er det årlige forum for politisk debat mellem rådet og de nordiske regeringer som er repræsenteret i Nordisk Ministerråd. Du kan følge sessionen på Twitter på #nrsession og #nrpol.