Grænsekontrollerne debatteres på Nordisk Råds temasession i Oslo
Ifølge oplysninger fra danske medier vil Det Konservative Folkeparti på Nordisk Råds møde fremsætte et forslag om endnu en grænsekontrol for indrejsende fra Sverige til Danmark.
Partiets argumenter baserer sig på oplysninger om at Sverige huser 40.000 uregistrerede flygtninge, at der findes radikaliserede miljøer i eksempelvis Rosengård i Malmø og at en svensker i øjeblikket er mistænkt for terror.
Rådets debat indledes af Finlands minister for Nordisk samarbejde, Anne Berner.
Yderligere information og presseakkreditering:
Hvilken betydning har grænsekontrol for det nordiske samarbejde?
Kontrollerne er skadelige
Anne Berner har tidligere argumenteret for at grænsekontrollerne er skadelige for Norden, og hun har garanteret at samarbejdsministrene arbejder på flere fronter for at fjerne dem.
– Vi vil beholde den frie bevægelighed i Norden og de nordiske værdier. Vi har altid hjulpet og støttet hinanden, og vi skal ikke modarbejde hinanden i denne situation, sagde hun ved en nordisk konnference i Åbo i januar.
Der er nu gået godt tre måneder siden grænsekontrollerne blev indført, og der er udkommet flere rapporter og analyser af effekterne.
Vi vil beholde den frie bevægelighed i Norden og de nordiske værdier. Vi har altid hjulpet og støttet hinanden, og vi skal ikke modarbejde hinanden i denne situation.Forårsager øgede udgifter
En analyse fra Øresundsinstituttet viser blandt andet at Skånetrafikens salg af pendlerkort over Øresund er mindsket med otte procent. Det skyldes blandt andet at mere end hver tiende pendler har fravalgt toget i januar og februar 2016. Det har store konsekvenser for de forventede indtægter idet Skånetrafiken/DSB havde regnet med at antallet af togrejsende ville stige med fem procent i år.
Nyhedsbureauet News Øresund rapporterer om pendlere der har sagt op, og om flygtninge som går gennem Øresundstunnellen med livet som indsats.
Ifølge en ny rapport fra Sydsvenska industri- och handelskammaren medfører grænsekontrollerne et tab for samfundet på 1,5 milliarder kroner om året. Dette skyldes at pendlerne bliver forsinkede og at markedspotentialet i Øresundsregionen krymper. Andre eksperter mener dog at effekten bliver mindre.
Dansk-svenske forhandlinger
Samtidig forbereder landene sig på at kontrollerne bliver langvarige. Danmark og Sverige forhandler om hvordan kontrollerne kan udformes, så de bliver mindre skadelige, eksempelvis som en kombineret id- og grænsekontrol ved Københavns Lufthavn, Kastrup station.
– Grænsekontrollerne skulle have været et midlertidigt tiltag i en ekstraordinær situation. Men nu kan vi konstatere at flygtningestrømmen mod Norden måske vil fortsætte mange år ud i fremtiden. Derfor er vi nødt til at diskutere hvilken betydning grænsekontrollerne har for det nordiske samarbejde, siger Henrik Dam Kristensen, præsident for Nordisk Råd 2016.
Grænsekontroller i 2016
Sveriges beslutning om at indføre grænsekontroller for indrejsende fra Danmark den 4. januar 2016 var historisk. Nordiske borgere som rejser mellem Danmark og Sverige har ikke behøvet at legitimere sig siden Den Nordiske Pasunion trådte i kraft i 1950'erne. Som et svar på den svenske grænsekontrol indførte den danske regering endda midlertidige grænsekontroller ved den dansk-tyske grænse. Finland indførte visumkrav på passagerfærgerne fra Tyskland, Norge skærpede grænsekontrollen – og det åbne og grænseløse Norden forsvandt.