I disse opbrudstider har Europa brug for et stærkt Norden
Programmet, som danner grundlaget for det nordiske regeringssamarbejde i 2017, er inddelt i tre hovedspor:
- Norden i omstilling
Vi skal fremme den nordiske konkurrenceevne, den grønne omstilling, overgangen til et lavemissionssamfund, integrationen og sundhedssamarbejdet. - Norden i Europa
Vi skal arbejde for at styrke vores samarbejde om europæisk politik. En stærk nordisk stemme i den europæiske debat gavner både Europa og Norden. - Norden i verden
Vi skal videreudvikle det nordiske, strategiske partnerskab på det udenrigspolitiske område.
Norge har også fokus på synergieffekter mellem det nordiske og det nordisk-baltiske samarbejde.
Norden har brug for et stærkt Europa, og i disse opbrudstider har Europa også brug for et stærkt og tydeligt Norden
Nordisk samarbejdsminister og EØS- og EU-minister for Norge, Elisabeth Vik Aspaker, deltog også ved præsentationen af det norske formandskabsprogram. Som nordisk samarbejdsminister er det Vik Aspaker, der er ansvarlig for at koordinere det norske formandskab
– Jeg glæder mig til at tage hul på det norske formandskab i 2017. Norden har brug for et stærkt Europa, og i disse opbrudstider har Europa også brug for et stærkt og tydeligt Norden, siger Vik Aspaker.
Mere om formandskabet i Nordisk Ministerråd
Nordisk Ministerråd er de nordiske regeringers formelle samarbejdsorgan. Formandskabet i Nordisk Ministerråd varer i et år ad gangen og går på tur mellem de fem nordiske lande. Det land, der har formandskabet, udformer et program, der fungerer som rettesnor for det nordiske samarbejde hele året.
Finland har formandskabet i 2016, og Norge overtager den 1. januar 2017. Uden for rammerne af Nordisk Ministerråd arrangeres der desuden uformelle samarbejder – blandt andet om udenrigs- og sikkerhedspolitik – som formandskabslandet også står i spidsen for.