Kulturministre drøftede nordiske mediers fremtid i global konkurrence

01.11.17 | Nyhed
Kulturministrar
Fotograf
Johannes Jansson/norden.org
Med udgangspunkt i en ny policy udredning diskuterede de nordiske ministre mulige mediepolitiske initiativer, mediestøtte og reguleringer, der kan fremtidssikre en nordisk mediepolitisk model i stærk global konkurrence på deres møde i Helsingfors onsdag.

-Vi havde god debat om, hvilke mediepolitiske instrumenter og muligheder for støtte vi kan bruge for at sikre et bæredygtigt, pluralistisk medielandskab med public service-kanaler, privatejede medier og globale internetmedier i fremtiden, og hvordan vi letter innovation og udvikling, så medierne kan finde bæredygtige forretningsmodeller, sagde den norske kulturminister Linda Hofstad Helleland efter mødet med hendes nordiske kollegaer.

Nordisk mediemodel og globale aktører

Policy udredningen ”Den nordiske mediemodel og de globale aktører”, der giver et overblik over de seneste års vigtigste analyser, rapporter og betænkninger om medieudviklingen og særlig de globale aktørers indflydelse på det nordiske mediemarked, er udarbejdet for Nordisk Ministerråd af den uafhængige tænketank Mandag Morgen. Ministrene debatterede rapportens forslag til en række politiske handlemuligheder: mediepolitiske instrumenter, mediestøtte, medieansvar for globale aktører, konkurrenceretlige instrumenter, skat og kvoteordninger. Fremtiden for public service institutionerne skal behandles på det kommende kulturministermøde i foråret 2018.

Nordiske film i digitalt marked

Digitalisering og globalisering er også en stor udfordring for den nordiske filmbranche, og ministrene diskuterede udfordringerne med finansiering, tilgængelighed og synlighed for nordiske film i et digitalt marked. Ministrene gennemgik konklusionerne fra seminaret ”Den nordiske broen – Hvordan løfte nordisk innhold i den digitale tidsalderen?” i Haugesund i august og bad Nordisk Ministerråds generalsekretær undersøge forskellige muligheder for at udvide finansieringen af produktionen af nordiske film, så flere nordiske film kan nå ud til publikum både i Norden og internationalt.

Nordic Matters

Kulturministrene udvekslede erfaringer fra den nordiske festival Nordic Matters på Southbank Centre i London, der varer hele 2017. Der er igangsat en evaluering af kultursatsningen, der ledes af Kulturanalys Norden, men indtil videre har der været stor publikumsinteresse, et omfattende program med deltagelse af mange nordiske kunstnere og kulturaktører og der har også været stor medieopmærksomhed omkring festivalen. Nordic Matters og fælles nordiske kultursatsninger i udlandet var også på dagsordenen ved ministrenes samrådsmøde med Nordisk Råds udvalg for kundskab og kultur.

Tillid til medierne

Ministrene havde også en konstruktiv debat med politikerne fra Nordisk Råd om de nordiske borgeres tillid til medierne. De drøftede hvilke politiske virkemidler, der kan iværksættes for at fastholde og styrke den tillid, som er en grundlæggende værdi og forudsætning for vores ytringsfrihed og åbne demokratiske samfund i Norden.

-Når løgner og usandheder bliver forklædt som nyheder og spredt i social medier, så bidrager det til at underminere forestillingen om en objektiv sandhed. Det er med til at så tvivl om mediernes troværdighed og borgernes tillid til medier som garanter for en åben og oplyst offentlig samtale. Så derfor er det så vigtigt at stå imod de stærke kræfter som arbejder for at svække folks tillid til medierne, sagde den norske kulturminister Linda Hofstad Helleland.

Ministrene er enige om, at arbejdet med at øge befolkningernes mediekompetencer og evne til kildekritik vil blive prioriteret i det kommende arbejde. Samtidig ønsker ministrene at støtte og bidrage til et øget samarbejde mellem de nordiske medievirksomheder og  fortsat være en stærk nordisk stemme i det europæiske arbejde mod 'fake news' og for presse- og ytringsfrihed.