Ny nordisk rapport: Dansk økonomi haler ind på Norge

09.02.18 | Nyhed
Idrettsbane
Fotograf
Austris Augusts
Norge er stadig i top i Norden, når målestokken er BNP. Men både Danmark og Island haler ind på den norske indtægt per indbygger, viser ny rapport fra Nordisk Ministerråd. København taber dog til Stockholm i kampen om at blive den mest dynamiske region i Norden. Og Norge er stadig lagt foran, når man ser på disponibel indtægt.

En ny rapport fra Nordisk Ministerråd, State of the Nordic Region, analyserer nøgletal fra de nordiske lande og sammenligner dem på tværs af grænser og regioner.

Ud over økonomi, ser rapporten blandt andet på demografi og arbejdsmarkedsforhold i Norden. Danmark har blandt andet ligesom alle øvrige nordiske lande haft et relativt fald i den samlede arbejdsstyrke i perioden 2007-2017. Kun Grønland skiller sig her ud med en svag procentuel stigning i befolkningsgruppen i den arbejdsføre alder.

Til gengæld har Danmark relativt stor succes med at skabe vækst regionalt og befolkningstilvæksten er lidt mere jævnt bredt ud over landet end i eksempelvis Sverige, hvor væksten er mere koncentreret omkring Stockholm og de større byer det sydlige Sverige.

Danmark har en meget stabil og jævn udvikling

- Danmark har en meget stabil og jævn udvikling. Når man er ved at hale ind på Norge sådan rent økonomisk skyldes det naturligvis i høj grad en dårlig konjunktur i broderlandet mod nord efter de senere års nedgang i oliepriserne. Men der er mange positive signaler i Danmark, udtaler Kjell Nilsson, Direktør for Nordregio, Ministerrådets forskningscenter for regional udvikling og planlægning, som står bag rapporten.

Status på Norden

Ser man de overordnede konklusioner i State of the Nordic Region kan man glæde sig over, at såvel økonomien som arbejdsmarkedet i Norden har det bedre end EU gennemsnittet. I den relation er landene i den nordiske region også relativt set gode til at tiltrække udenlandske investeringer – faktisk går 7% af den samlede såkaldte Foreign Direct Investment i Europa til de nordiske lande, selvom de kun udgør 4% af befolkningen.

Den gode økonomi støttes af to tendenser: Norden er fortsat et af de mest digitaliserede områder i EU og vi er fortsat stærkere end de omkringliggende regioner på innovation, om end det forspring er mindsket. Rapporten peger også på det store potentiale, der ligger i bioøkonomien, altså bæredygtig vækst baseret på naturressourcer.

Ser man på det statistiske materiale er der dog også områder, hvor det kan rejses et advarselsflag: Befolkningen er aldrende trods indvandring og tilflytning, den samler sig stadigt mere omkring de store byer – og så er der udfordringer med integrationen af indvandrere på arbejdsmarkedet.

Rapporten fremhæver og forklarer såvel succeser som udfordringer på vigtige samfundsområder. Dette er nordisk samarbejde, når det er absolut bedst

- State of the Nordic Region bidrager med en sammenstilling af kundskab og information, der giver et helhedsperspektiv på udviklingen i Norden og hjælper nordiske beslutningstagere til at udforme nye politikker. Rapporten fremhæver og forklarer såvel succeser som udfordringer på vigtige samfundsområder. Dette er nordisk samarbejde, når det er absolut bedst, siger generalsekretær i Nordisk Ministerråd Dagfinn Høybråten

Fakta:

State of the Nordic Region er en unik samling af data fra hele Norden over økonomi, demografi, arbejdsmarkedsforhold, uddannelse og meget mere, illustreret med specialdesignede landkort. Rapporten udgives hvert andet år af Nordisk Ministerråd og tager så at sige temperaturen på regioner og kommuner i Norden. Som et led i udgivelsen opstilles et Regional Potential Index – designet af Nordregio, Ministerrådets forskningscenter for regionaludvikling og planlægning – der viser, hvor dynamiske de 74 regioner i Norden er ud fra traditionelle, sammenlignelige statistiske parametre.