Steingrímur J. Sigfússon (Hovedindlæg)

Herr præsident. Jeg tilhører dem, som er meget tilfredse med, at udenrigs- og sikkerhedsspørgsmål ikke længere er tabu i Norden. Men så synes jeg heller ikke, at der skulle være nogen tabuer i vores diskussion og debat om dette emne. Det er min mening, at det, som her diskuteres og behandles som forsvarspolitisk samarbejde, faktisk skulle behandles under overskriften sikkerhedssamarbejde. Det kommer selvfølgelig an på, hvordan man definerer sikkerhed og sikkerhedsbegrebet.

Jeg tror ikke, at for eksempel den almindelige islænding – hvis han fik spørgsmålet om, hvad der er det vigtigste for vores daglige sikkerhed – ville sige: NATO-medlemskab eller luftovervågning. Jeg er næsten sikker på, at de fleste ville sige: Det er vores frivillige redningsorganisationer; det er dem, som vi altid stoler på, når der sker noget. Når der kommer uvejr og naturkatastrofer, og når nogen bliver væk oppe i fjeldene, er det vores civile, frivillige redningssystemer, som vi stoler på, og som er mest vigtige for vores sikkerhed.

Derfor synes jeg, at hvis vi skal gå videre med at udtrykke et specielt sikkerhedspolitisk samarbejde i Norden, så skulle vi bruge lidt tid på at redefinere begreberne. Det ville også gøre det lettere med hensyn til de forskellige organisationer og den forskellige tilknytning til dem, altså med hensyn til dem, som ikke er med i NATO, dem, som er med i NATO, og så os, som ønsker at gå ud af NATO. Hvis vi i Norden kunne enes om, at det vigtigste faktisk er sikkerheden selv og det, som for os og vores folk har betydning for den, synes jeg også, at den deklaration, eller hvad det nu er for noget, som udenrigsministrene var inde på – var det ikke i Helsinki, Carl Bildt ved det sikkert også – er lidt gammeldags i den her sammenhæng. Der er for meget gammeldags forsvarsmilitær tankegang, men alt for lidt om det, som er så vigtigt nu: naturkatastrofer, klimaændringer, uvejr, vulkanudbrud, jordskælv, turisme, organiseret kriminalitet og så videre og så videre. Der er så mange andre trusler end de gamle tanker om militære trusler eller invasioner.

Til sidst, herr præsident, vil jeg sige, at hvis vi virkelig vil bidrage til fred og sikkerhed i Norden og globalt, så synes jeg, at vi skal genoptage kampen for et atomvåbenfrit Norden og et atomvåbenfrit Arktis.