Guðmundur Andri Thorsson

I sin poetik skriver Aristoteles bl.a. at i tragedien er det vigtigste, „handlingens opbygning; thi tragedien er en efterligning, ikke af mennesker, men af handlinger [...]og tragediens formål er at skildre en form for handling, ikke personernes egenskaber“. Man kan fristes til at sige at i meget af den moderne litteratur er forholdet omvendt, enkelte handlinger, store som små, læses som regel som udtryk for de fiktive personers karakter, at optegne personernes egenskaber er netop tekstens formål. I hvertfald kan man sige, at i Guðmundur Andri Thorssons tilfælde handler hans romaner mere om at skabe personer end handling eller plot.

Guðmundur Andri Thorsson har siden sin debut i 1988 med romanen Mín káta angist (Min glade angst) etableret sig som en af islandsk litteraturs ledende romanforfattere. Ialt er romanerne blevet fem. Alle har det tilfælles at skildre menneskeskæbner; de er som en samling portrætter af folk fra nutidens og fortidens Island. Guðmundur Andri er også godt kendt i sit hjemland som essayist og klummeskriver, hans tekst, også novellerne, nærmer sig tit causeriet i sin stil og fremtoning. Fortælleren skaber mennesker, men han tænker også over dem – og med dem.

Hans nyeste bog, der nu er nomineret til Det nordiske råds litteraturpris, Valeyrivalsen, har undertitlen novellekrans. Her er det altså tale om 16 noveller der sammen danner en helhed der rammes ind af en indledning og en epilog. Vi bevæger os igennem en landsby, en eftermiddag imens dirigenten for det lokale kor, den slovakiske kvinde Kata, cykler fra sit hjem til kommunalhuset hvor der skal være koncert om aftenen. På vores vej gennem landsbyen møder vi byens indbyggere der har deres små problemer, skænderier og hemmeligheder: en præst der kæmper med sin ludomani og spiller poker på internettet sammen med mystiske figurer, som f.eks en der kalder sig „Old Nick“; et ældre ægtepar der ikke taler med hinanden; en mystisk ældre mand der kommer fra hovedstaden og har forladt sin karriere i reklamebranchen og mange andre. Novellerne griber ind i hinanden på forskellige måder, ikke kun personerne dukker op i flere end én novelle, men også temaer, spørgsmål og problemer fra landsbyens nutid og fortid.

Bogens titel henviser til dans, og til musik. Og der er musik i Guðmundur Andri Thorssons sprog, måske kan man kalde det valstakt. Titlen henviser til nogle gamle islandske danssange, en musik der tilhører fortiden og landet. I novellerne i Valeyrivalsen bevæger vi os igennem byen og igennem personernes fortid og nutid, der findes en dæmpet nostalgi i tekstens tone, en melankoli der dog aldrig bliver sentimental.