Hallgrímur Helgason

Kvinden ved 1000 grader, der nu er nomineret til Det nordiske råds litteraturpris, er ingen undtagelse. Efter bogens udgivelse opstod der en heftig diskussion i den islandske offentlighed. Denne gang drejede diskussionen sig om hvor grænserne mellem det private og det offentlige ligger, om historie og fiktion og om forfatteres ret til at bruge andre menneskers livshistorier som grundlag for sin tekst. Kvinden ved 1000 grader bygger i høj grad på mennesker der levede i Island, Danmark og Tyskland i det 20. århundrede, historiske personer, hvoraf mindst to selv har udgivet sine erindringer.

Men hvilke mennesker? Jo, først og fremmest drejer det sig om Herbjörg María Björnsson. Hun er både bogens hovedperson og dens fortæller og hendes livsbane er delvis baseret på en islandsk kvinde der døde for et par år siden. I romanen er Herbjörg datter af en islandsk SS officer og barnebarn af Islands første præsident, Sveinn Björnsson. Sin barndom tilbringer hun dels i Island på en afsides ø i Breiðafjörður, hvor tiden næsten står stille, dels i Europa i den anden verdenskrigs virvår. Under krigen oplever hun overgreb og vold, hun er udlænding alle steder hun kommer og som pige og ung kvinde slipper hun ikke for nogle af krigens mest grusomme sider. Efter krigen fortsætter hun sin vandring. Et kort og eventyrligt ophold i Syd-Amerika og nogle år i en af Islands mest afsides egne er blandt perioderne i hendes liv, mænd er der nok af, nogle af dem gifter hun sig med – andre ikke. Hele hendes lange livsløb er som en rutchebanetur igennem verdenshistorien og Islands historie i det 20. århundrede.

I skrivende stund ligger hun i en garage i Reykjavík og afventer sin død. Hun er firs år gammel og har ingen kontakt med andre mennesker, bortset fra en hjemmehjælper der kommer og hjælper hende med hendes mest basale behov. Mens Herbjörg venter, ligger hun i sin seng med en bærbar computer der er koplet til internettet. Hun sørfer rundt på dets bølger under forskellige falske navne, men mest tid bruger hun dog til at gennemgå sit lange og begivenhedsrige liv. Selvom kroppen forfalder fejler hjernen ingenting og slet ikke tungen. Herbjörg udtrykker sig i et kraftfuld billedrigt sprog. Som person er hun i slægt med præsidenter og soldater, men som fortæller ligner hun på mange måder andre fortællere i Hallgrímur Helgasons romaner, antisociale unge mænd som Böddi Stormland og Hlynur Björn i 101 Reykjavík.

Hallgrímur Helgason begyndte sin karriere som billedkunstner men fra sin litterære debut med romanen Hella i 1990 har han både arbejdet indenfor billedkunst og litteratur. Hans gennembrud kom med romanen 101 Reykjavík (1996), der blev oversat til flere sprog og filmatiseret i 2000 af Baltasar Kormákur. Kvinden ved 1000 grader blev først udgivet i en tysk oversættelse, inden den udkom på islandsk.