Bertel Haarder (Indlæg)

Information

Type
Indlæg
Talenummer
185
Talerrolle
Præsidiets talsperson
Dato

Fru præsident. Tak til de tre ministre, som har indledt denne eftermiddags debat om udenrigs- og forsvarspolitik og EU-politik. Det har været en fornøjelse at høre. Den debat vil glæde Jens Stoltenberg, når han efter sin store sorg får stunder til at læse, hvad der her er blevet sagt og skrevet. I Præsidiet vil vi gerne have en sådan redegørelse, både mundtligt og skriftligt, hvert år. Det vil være en fast tradition.

Det forhold, at de nordiske lande har forskellige placeringer i EU og NATO, er ikke nogen hindring for samarbejdet. Som Johan Strang skriver i sin visionære rapport, der blev præsenteret i forgårs, er den forskellige placering i EU og NATO ikke et problem, snarere tvært imod, fordi samarbejdet kompenserer for, at ikke alle er med alle steder.

Vi skal bekæmpe den traditionelle nordiske småstatstænkning. Hvis vi ser på Norden samlet, er vi jo den tiende stærkeste økonomiske magt i verden. Vi står altid højt på listen i internationale sammenligninger. Det gælder tilfredse borgere, der har tillid til samfundet; det gælder konkurrencekraft og kreditværdighed. Vi er ledende på en række områder. Vi har et stærkt brand, når det gælder medicin, fødevarer, velfærdsteknologi, grøn vækst og så videre, og nu er det minsandten ikke bare nordisk køkken, men også nordisk mode og nordisk skole, som undervisningsministre drøfter i dette øjeblik.

Der lyttes til os, når vi bruger vores fælles vægt, og det er perspektivrigt, at vores udenrigs- og forsvarsministre nu taler og handler mere i fællesskab. Luftovervågningen er et flot gennembrud; ambassadesamarbejdet ligeledes, og der er samarbejdet om databeskyttelse. Og det er jo alt sammen forhåbentlig blot starten på et endnu tættere samarbejde.

Vi kan få større indflydelse, hvis vi samarbejder mere inden for EU. Det gælder ikke bare udenrigsministrene, men også alle de andre ministerråd. Det er også på embedsmandsniveau, og det er også, når det gælder implementeringen af lovgivningen. Benelux-landene og Visegrad-landene, altså Polen, Ungarn, Tjekkiet og Slovakiet, samarbejder, så vidt jeg har fornemmet, mere om forberedelserne til EU-beslutninger og også, når det gælder implementeringen.

Vi parlamentarikere skal også blive bedre til at samarbejde. Jeg har på Præsidiets vegne været i Strasbourg for at skabe et netværk mellem Europa-Parlamentet og Nordisk Råds udvalg, og Pat the Cope Gallagher er her og sidder derhenne, som et levende bevis på forbindelsen mellem Europa-Parlamentet og os. Vi skal måske med tiden have en permanent repræsentant i Europa-Parlamentet, men det vigtigste er at få et netværk.

Fru præsident, jeg vil slutte med at konstatere, at aldrig i mine år som aktiv i det nordiske samarbejde har der været så meget dynamik, som der er nu. Det er en fornøjelse at være med til. Tak.