Karsten Hansen (Indlæg)

Information

Type
Indlæg
Talenummer
295
Talerrolle
Færøernes helseminister
Dato

Herr præsident, tak for ordet. På Færøerne har vi ikke nogen lang tradition for undersøgelser af befolkningens ve og vel. Det er først i dette årtusinde, at direktoratet for folkesundhed begyndte at foretage strukturerede undersøgelser af færingernes BMI, kostvaner og motion. Det betyder, at vi ikke har mulighed for at se tilbage i tiden og sammenligne resultaterne. Resultaterne siger noget om status, men vi er ikke i stand til at se betydelige klare tendenser til, hvordan det går med folkesundheden.

Status er dog, at en stor del af færingerne er enten overvægtige eller stærkt overvægtige. De seneste undersøgelser viser, at 52 procent af de adspurgte enten var overvægtige eller desværre meget overvægtige. Samme undersøgelse viste, at næsten hver tredje ikke dyrkede nogen form for idræt eller fysisk træning overhovedet.

Det er som sagt svært at se en tendens ud fra det sparsomme materiale, men det tegner ikke særlig godt. Selv om undersøgelsen også viser, at færingerne siden 2003 er begyndt at spise mere frugt og grønt, så er færingernes normalvægt steget, og der er flere overvægtige, end der var for 10 år siden. Samtidig viser en helt ny undersøgelse fra sundheds- og sygeplejerskerne, at hver femte dreng i første klasse er overvægtig. Den samme tendens gælder for pigerne. Derfor er situationen rimelig alvorlig.

I 2009 gav Sundhedsministeriet opdrag til et såkaldt nationalt motionsår, hvor fokus var på motion under alle mulige former. Det fortsatte i 2010. Undersøgelser fra 2011 viser, at indsatsen var en succes. Sidste år var fokus specielt på kostvaner, og selv om det endnu er for tidligt at sige meget om det, er den umiddelbare reaktion positiv. En af de folkesygdomme, som skyldes de kostvaner, vi har haft, er diabetes 2. Vi har derfor nu nedsat en hurtigtarbejdende gruppe til at komme med forslag til, hvordan vi hjælper disse mennesker, så de kan bevare en god dagligdag.

Til sidst vil jeg nævne, at regeringen har taget initiativ til en sundhedsreform. Uden at gå i dybden og i detaljer vil jeg nævne, at forebyggelse og folkesundhed er krumtappen i hele denne reform. Fokus bliver på at forebygge sygdomme i stedet for som i dag at have fokus på behandling.

Det er godt at erfare, at de otte selvstyrende lande står sammen om at få en bedre folkesundhed. Tak.