Manu Sareen (Replik)

Information

Type
Replik
Talenummer
125
Person
Dato

Tak, præsident. Jeg tager det sidste først. Det er fuldstændig korrekt, at der sker en forråelse inden for pornoindustrien. Det er også noget, vi havde oppe i FN’s kvindekommission i år, hvor der var en side event, hvor vi diskuterede nogle af de ting. Det er lige præcis her, vi kan bruge det fantastiske samarbejde, vi har inden for det nordiske. Jeg skal til kvindekommissionen her igen til februar-marts, hvor jeg også møder nogle af mine kollegaer, og der skal vi netop snakke om side events, og en af de ting, der har været oppe at vende, er lige præcis det, der sker inden for pornoindustrien. For det, som måske også kan være betænkeligt, er, at der er rigtig, rigtig mange, jeg vil næsten sige børn, der ser lige præcis den slags. Vi ved jo også fra erfaringer, at det går ind og påvirker dem, og det går selvfølgelig også ind og påvirker deres tilgang til det andet køn, så jeg synes, det er en meget, meget relevant problemstilling.

Jeg synes også, det er en meget, meget relevant problemstilling, som vi fra Nordens side skal tage op, for det, der karakteriserer det nordiske samarbejde, hvilket vi også har hørt gentagne gange, er lige præcis også ligestilling, og det her synes jeg sagtens man kan komme ind under mange af de tanker, som vi gør os. Det er det ene.

Det andet er det, du siger om børnepengene. Det har vi lige fået undersøgt, og det er et ganske fint eksempel på, at man laver en lovgivning og så utilsigtet kommer til også at få lavet en ny grænsehindring. Her kan man sige, at du jo kommer frem med det og fortæller om det, man kan ikke sige tilfældigt, men det kom ude fra sidelinjen. Det er lige præcis den slags, vi skal forhindre. Jeg skal nok tage den problemstilling op. Ud over det er vi jo, når vi snakker grænsehindringer, nødsaget til også at snakke om det horisontalt. Det gør vi også. Vi tager redegørelserne, vi sætter det på vores dagsordener og så fremdeles.

Men det, som vi også er nødsaget til at gøre – det sagde Alexander Stubb, og Bertel Haarder (v) sagde det også – er at forpligte andre ministre, at bide dem i haserne konstant og sørge for, både at det ikke sker, og at vi, når laver ny lovgivning, hele tiden ser, hvad der sker i nordisk regi, når vi planlægger den slags. Men den helt konkrete sag skal jeg nok kigge på.