Henrik Brodersen (Indlæg)

Information

Speech type
Indlæg
Speech number
210
Speaker role
Nordisk Frihed
Date

Tak til ministeren for redegørelsen. Der er jo ikke nogen tvivl om, at menneskehandel er en alvorlig forbrydelse og kan have store konsekvenser for ofrene. Jeg kan kun bakke op om, at ministerrådet har fokus på det område og tager nogle initiativer på det. Jeg tror, vi alle sammen kan være enige om, hvor vigtigt det er med samarbejde og udveksling af erfaring og viden og med hjælp til ofrene, og det glæder mig også, at ministerrådet har særlig fokus på at forhindre, at børn bliver ofre for den kyniske menneskehandel – med skæbner, vi mange gange slet ikke kender til. Og tanken om, hvad der nogle gange sker, er jo ikke til at holde ud.

Det er naturligvis vigtigt, at vi sikrer en effektiv retsforfølgning af menneskehandlerne, og det er særdeles glædeligt, at ministerrådet også på det område tager initiativer til at forfølge det, sådan at vi kan få ram på bagmændene og deres fuldstændig uacceptable trafik med mennesker.

Samtidig ved vi også godt, at fristelsen er stor for mange mennesker fra mange dele af verden, som ønsker at komme til de nordiske lande i jagten på en bedre livskvalitet og højere levestandard, og det kan man jo sådan set dårligt fortænke dem i. Men det må for mig at se understreges, at vi skal sende et klart signal til disse mennesker om, at det her ikke er en genvej til et lovligt ophold i vores lande. Og det vil jo i den grad også bidrage til at svække menneskehandlernes forretning.