Lars Løkke Rasmussen (Svar på replik)

Information

Speech type
Svar på replik
Speech number
64
Speaker role
Statsminister, Danmark
Date

Tak for det. Jeg synes på alle måder, det er trist, at vi, som viste vejen med en nordisk pasunion og fri bevægelighed mellem vores lande, 10 år før visionen og ambitionen optrådte i EU og man fik det indre marked, nu af ydre omstændigheder er tvunget ind i en situation, hvor vi etablerer grænsekontrol mellem hinandens lande. Det er beklageligt.

Jeg er også nødt til at sige, at forudsætningen for at komme tilbage, hvor vi gerne ville, hvilket bl.a. kunne fremme en yderligere integration i Øresundsregionen mellem Malmø og København, jo er, at Den Europæiske Union får styr på sine ydre grænser, og det er desværre ikke situationen for tiden.

Det er jo baggrunden for, at vi i Danmark har etableret en fleksibel grænsekontrol til Tyskland, og jo også rationalet bag, at den svenske regering har besluttet at lave grænsekontrol og identifikationskontrol ved Øresund mellem København og Malmø. Det er et vilkår, som vi jo er nødt til at opretholde, så længe forudsætningerne for at fjerne det igen ikke er til stede.

Det er jo også derfor, vi i EU arbejder benhårdt for at få styr på EU’s ydre grænser og få lavet partnerskabsaftaler med de afrikanske lande, der sikrer, at vi kan hjemsende folk, der ikke har noget opholdsgrundlag i Europa. Og jeg vil jo håbe og ønske, at der så hurtigt som muligt kommer styr på de ydre grænser, så vi kan afvikle de indre.

I mellemtiden – og det har vi et godt samarbejde med de svenske myndigheder om, og så sent som her til morgen har jeg selv haft en samtale med den svenske statsminister – skal vi jo så samarbejde om at gøre dette så fleksibelt som overhovedet muligt, så det besvær, der er for de daglige pendlere i Øresundsregionen, bliver så lille som overhovedet muligt.