Steen Gade (Hovedindlæg)

Tietoja

Laji
Hovedindlæg
Puheen numero
267
Henkilö
Speaker role
Den Venstresocialistiske Grønne Gruppes talsperson
Päivämäärä

Tak for ordet. Det er jo forståeligt og rigtigt, at ministeren tog udgangspunkt i den sikkerhedssituation, som vore nordiske lande er i, som er forandret, og som vi meget nøje også i de kommende måneder og år skal vurdere konsekvenserne af. Alligevel er min pointe, at vi jo ikke må glemme, at der, hvor Norden har sat sit fodtryk internationalt i forhold til forsvarssamarbejde eller i hvert fald -initiativer, i høj grad er i forbindelse med FN-operationer. Så når vi styrker vores samarbejde om, hvordan vi endnu mere kan agere fælles, når FN beder om fredsbevarende styrker eller FN i det hele taget beder om initiativer, får vi den største nordiske nytte af det, men det er også der, det er lettest at udbygge, for der har vi færrest konflikter eller uenigheder. Så det skal vi ikke glemme.

Vi skal heller ikke glemme behovet for beredskab i bred forstand i de kommende år, også i forhold til Arktis, hvor det vel er vores udfordring at finde ud af, hvordan vi øger samarbejdet også i relation til det her område, samtidig med at vi ønsker at undgå en militarisering af Arktis. Det er vel vores store udfordring.

Det var de to ting, jeg ville nævne, og så vil jeg til den diskussion, der var om NATO-medlemskab sige, at jeg da glæder mig over, at den forskel, der har været, mellem, om man var NATO-medlem eller ikke NATO-medlem, jo er ved at blive blødt op. Det er jo den forskel, vi ikke har på samme måde, som vi har haft den tidligere. Det synes jeg vi skulle glæde os over, og det tror jeg også er vigtigt i de kommende diskussioner om den nye, forandrede sikkerhedssituation i vores del af verden.