Guðbjartur Hannesson (Hovedindlæg)

Tietoja

Laji
Hovedindlæg
Puheen numero
401
Speaker role
Den Socialdemokratiske gruppe,Den Socialdemokratiske gruppe
Päivämäärä

Herr præsident. I Island har vi i øjeblikket en lægestrejke, som der blev sagt tidligere. Det islandske samfund står over for en kæmpe udfordring, nemlig at sikre, at vores sundhedsvæsen og hospitaler fortsat kan konkurrere med de bedste i Norden. Men konkurrencen om læger og uddannet sundhedspersonale er hård i verden og ikke mindst i Norden. Jeg håber, at der findes en løsning på strejken, og at vores sundhedspersonale kan få gode lønninger og de bedste redskaber og faciliteter. Vi ønsker, at vores hospitaler og vores sundhedsvæsen kan konkurrere om det bedste personale. Det har vi enormt brug for. Jeg fremhæver det i forbindelse med denne rapport, for den nævner nogle af de problemer, der skal løses i fællesskab.

Jeg vil også i forbindelse med rapporten fremhæve den arbejdsmetode, der er blevet brugt til at nå frem til de forslag, der ligger her på bordet. Det startede med en redegørelse i 2010, og det medførte, at statsministrene allerede i 2012 bragte sagen videre, og på et statsministermøde i år er man så gået videre med det, efter at man har fået den fornuftige og gode rapport, som vi snakker om her i dag.

Jeg synes, det understreger, hvor vigtigt det er, at vi bruger denne arbejdsmetode i vores nordiske samarbejde. Vi arbejder fagligt med at finde frem til fælles resultater og laver handlingsplaner og gode forslag til, hvordan vi kan videreføre det fælles nordiske samarbejde på de forskellige områder. Det er jeg sikker på vi kan i sundhedsvæsenet, og derfor vil jeg endnu en gang sige tak for rapporten og tak for ministerrådets arbejde med sagen og for bevillingerne til at videreføre forslagene.