Kristian Jensen (Indlæg)

Upplýsingar

Gerð
Indlæg
Ræðunúmer
189
Notandi
Speaker role
Udenrigsminister, Danmark
Dagsetning

Tak for det. Jeg kan naturligvis ikke komme igennem alle taler, men der var også mange talere, der var inde på de samme områder.

Derfor vil jeg vedrørende Arktis sige, at det er utrolig vigtigt, at vi bliver ved med at arbejde sammen blandt de nordiske lande gennem Arktisk Råd for at få en klar politik om miljøspørgsmål og om samarbejdsspørgsmål og for at sikre, at vi har Arktis som et lavspændingsområde, hvor resten af verdens konflikter ikke bliver taget med op og dermed er med til at forsure klimaet omkring de meget vigtige spørgsmål vedrørende search and rescue, fiskeri, klimaforandringer og miljømæssige spørgsmål.

Til alle dem, der nævnte Ukraine, vil jeg sige, at jeg er meget enig i, at vi står over for en helt principiel situation. For første gang siden anden verdenskrig flytter man grænser, men med magt. Hidtil har vi flyttet grænser med en blyant og en stemmeseddel, f.eks. da de to Tysklande besluttede at blive genforenet, og da Tjekkoslovakiet besluttede at dele sig. Nu flytter man grænser med våben og militær magt. Det er vi nødt til at reagere på, og det er vi nødt til at reagere på i enighed. Derfor er det vigtigt, at vi også står sammen, på trods af at sanktionerne gør ondt på alle lande: Island, Norge, Finland, Sverige, Danmark ─ vi bliver alle ramt af dem. Men vi er alle sammen lige præcis i den situation, at vi kan blive ramt, den næste gang en grænse skal flyttes med magt, hvis ikke der er et stærkt og klart svar. Det er også derfor, vi har stået så kraftigt på balternes side både igennem Nordisk Råd, igennem den indflydelse, vi har haft gennem EU, og igennem det samarbejde, de nordiske udenrigsministre har haft med vores baltiske kollegaer i det, vi kalder for NB8. Der er taget en række konkrete initiativer, bl.a. til at modgå den russiske propaganda, og det har været godt og stærkt og er blevet taget meget vel imod af de baltiske lande.

Til sidst vil jeg sige til Håkan, at Helle Thorning-Schmidt for mig er en stærk kandidat med en evne til at lede UNHCR. Hun er en kandidat, der har international erfaring, som har udsyn og ledelseserfaring, og derfor er jeg glad for, at samtlige fem nordiske lande står bag Helle Thorning-Schmidt som kandidat til posten som højkommissær for UNHCR, og jeg glæder mig til og håber, at kandidaturet bliver succesfuldt. Det vil være godt både for UNHCR, men også for samarbejdet i andre kandidatsituationer fremover.