Sara Olsvig (Svar på replik)

Upplýsingar

Gerð
Svar på replik
Ræðunúmer
45
Notandi
Speaker role
Vicemand for Naalakkersuisut, Grönland
Dagsetning

Tusind tak. Jeg synes faktisk, at Norden står i en interessant og særlig situation. Ser vi på selvstændighedsbevægelser andre steder i verden, må vi sige, at vi faktisk har en god og gensidig respektfuld dialog. Nu har vi to lande inden for det, vi kalder rigsfællesskabet, som arbejder på forfatninger, og som arbejder for øget selvstændighed, og det gør vi ganske stille og roligt og fredeligt med respekt for, at det er en proces, vi gerne må gennemgå. I Grønland henholder vi os til selvstyreaftalen mellem Grønland og Danmark, som er en nedskrevet aftale, og også til en selvstyrelov, hvori der også er bestemmelser om og ord om, at vi har ret til at gå i gang med et forfatningsforberedende arbejde, og det er det, vi har gjort.

Vi er i Grønland meget, meget bevidste om, at for at vi skal nå det mål om selvstændighed, er vi også nødt til at gøre det hårde arbejde, det er at få alle med, altså at bekæmpe den store ulighed, som I sikkert alle sammen har lagt mærke til. Ifølge Nordic Statistics 2017 står vi desværre i Grønland med den største ulighed i de nordiske lande og desværre også med den korteste levetid. Så vi har store udfordringer, og for vores regering hænger selvstændighedsarbejdet fuldstændig tæt sammen med det ekstra spadestik og det ekstra arbejde, vi er nødt til at gøre for at øge ligheden og få gjort mere på det sociale område. I det arbejde er det også rigtig godt at se, hvor gode vi er til at samarbejde på tværs af de nordiske lande og lære af hinandens indsatser for ligestilling, for lige behandling og for bedre sociale forhold, også i et land som Grønland. Qujanaq.