Lars Løkke Rasmussen (Svar på replik)

Informasjon

Type
Svar på replik
Tale nummer
62
Speaker role
Statsminister, Danmark
Dato

Tak for det. Jeg er meget enig i, at vi står i en ny sikkerhedspolitisk situation, også i vores eget nærområde. Der er stillet andre krav til vores forsvar end det, vi troede, da vi tog – kan man sige – fredsdividenden hjem efter Berlinmurens fald. Det er også baggrunden for, at når jeg har tilkendegivet, at vi i Danmark næste år laver et udspil til nye flerårsforhandlinger om vores forsvar, vil det være med det sigte at tilføre flere ressourcer til investering i vores nationale sikkerhed.

Vi har lige truffet en beslutning om indkøb af nye kampfly, som er lagt ind i vores budgetter, og som betyder, at vi nu ikke længere reducerer vores forsvarsudgifter, men at de reelt vil komme til at stige. Og det vil være den situation, vi kommer til at se ind i.

Jeg synes også, det er vigtigt lige kort at få sagt, at det jo ikke kun handler om ressourceforbrug. Det handler også om, hvordan man bruger sine ressourcer. Og her er jo ikke mindst spørgsmålet om et stærkere samarbejde i nordisk regi, men jo også i NATO, med vores partnerlande i Finland og Sverige af central betydning. Jeg er glad for og stolt over, at vi i Danmark også inden for rammerne af det budget, vi har i øjeblikket, er i stand til at deltage i den fremskudte tilstedeværelse i de baltiske lande med op mod 200 danske soldater i Estland.