Karen Ellemann (Indlæg)

Informasjon

Type
Indlæg
Tale nummer
254
Speaker role
Samarbejdsminister, Danmark
Dato

Tak, fru præsident. På Nordisk Ministerråds vegne præsenterer jeg EU-redegørelsen om et forstærket nordisk samarbejde om EU-politikken. Redegørelsen handler om, hvordan vi kan styrke Norden i Europa, og det er netop en af hovedoverskrifterne for det norske formandskabsprogram i Nordisk Ministerråd. For Nordisk Ministerråd har et forstærket nordisk samarbejde om EU-spørgsmål. Det har været en væsentlig prioritet i de senere år. Det tidligere finske formandskab fik for alvor sat gang i dette arbejde, og det nuværende norske formandskab har fortsat arbejdet. Vi begynder faktisk nu at se de tydelige spor af dette arbejde i de forskellige sektorer i ministerrådet.

Som I ved, iværksatte Nordisk Ministerråd en række initiativer sidste år for at styrke det nordiske samarbejde om EU-sager. Lad mig blot på den korte tid her nævne de væsentligste. Vi vedtog, at de enkelte ministerråds samarbejdsprogrammer skulle indeholde et afsnit om, hvordan man vil forstærke det nordiske samarbejde om EU-spørgsmål. Vi besluttede at få lavet et grundigt studie af det nordiske samarbejde om gennemførelsen af EU- og EØS-lovgivningen. Og vi satte os for, at grænsehindringsdatabasen og linkportalen for erhvervslivet bedre skulle kunne opfange grænsehindringer i Norden, som stammer fra den nationale implementering af EU-lovgivningen.

Hvordan ser det så ud nu? Ja, der er ingen tvivl om, at arbejdet med at opdatere samarbejdsprogrammerne om EU-spørgsmål i sektorerne har betydet en vitalisering af dette samarbejde i sektorerne, og det synes jeg der er grund til at glæde sig over. Det betyder også, at der på flere af ministermøderne i det forløbne år har været fokus på og drøftelser af EU-spørgsmål. Det gælder f.eks. i Ministerrådet for Arbejdsliv, Ministerrådet for Social- og Helsepolitik og Ministerrådet for Erhvervs, Energi- og Regionalpolitik.

Arbejdet med, hvordan grænsehindringsdatabasen og linkportalen for erhvervslivet bedre kan inddrage grænsehindringer i Norden, som stammer fra den nationale implementering af EU-lovgivningen, starter her i efteråret 2017.

Det nordiske lovsamarbejde hviler på en lang tradition, men vi må også indse, at det har ændret karakter på grund af EU-lovgivningen. Derfor har vi bedt professor Inge Lorange Backer fra Norge om at se på fremtidens muligheder på det her område. Han vil i sin analyse bl.a. se på den nordiske samordning af gennemførelse af EU-lovgivning. Vi har derfor besluttet at vente med studiet af det nordiske samarbejde om implementering af EU- og EØS-lovgivning, indtil han har fremlagt sin rapport, og det gør han allerede her i den første halvdel af 2018. Vi fik en statusorientering fra professoren i forbindelse med vores samarbejdsministermøde, og jeg kan uden at afsløre for meget godt sige, at samtlige samarbejdsministre viste stor interesse og venter i spænding på, hvad han kommer med af anbefalinger.

I det hele taget har nordisk samarbejde om implementering af EU- og EØS-lovgivning været et meget, meget vigtigt punkt for samarbejdsministrene og vedbliver med at være det. Alle ministerråd er netop under det nuværende formandskab blevet bedt om at rapportere til samarbejdsministrene, hvilke EU- og EØS-retsakter sektoren vil prioritere i nordisk samarbejde om implementering. Denne rapportering skal altså nu foregå hvert år.

Det norske formandskab har med det her initiativ taget et stort og vigtigt skridt fremad for at styrke det nordiske samarbejde om EU-spørgsmål – et arbejde, som er vigtigt, især når vi handler sammen og gerne vil forebygge grænsehindringer og i det hele taget sikre at øge mobiliteten i Norden. Arbejdet med større mobilitet i Norden er en prioritet for os alle, og vi vil gerne skabe yderligere fremdrift i det arbejde. Vi bakker alle sammen op om visionen om Norden som den bedst integrerede region. Vi er nået langt, ja, men vi må ikke lade stå til. Vi må arbejde med det både på det konkrete plan, men jo også i vores strategiske tilgang, og det er det øgede fokus på EU-regulering et godt eksempel på.

I arbejdet med at styrke det nordiske samarbejde om EU-spørgsmål er det naturligt, at vi har en tæt dialog med Nordisk Råd og med jeres forskellige fagudvalg her i rådet, og det er en dialog, som jeg tror på bliver styrket yderligere nu, hvor Nordisk Råd har etableret et kontor i Bruxelles. Det bliver meget spændende at følge dette arbejde og høre om Nordisk Råds erfaringer med netop at være synligt til stede i Bruxelles. Tak for ordet.