Eva Kjer Hansen (Indlæg)

Information

Typ
Indlæg
Tal nummer
261
Speaker role
Midtergruppen
Datum

Tak, fru formand. Mere nordisk nytte i EU er det finske formandskabs overskrift på, hvordan Nordisk Ministerråd kan styrke samarbejdet i EU, og jeg synes, det er rigtig flot fulgt op, og man har lavet noget mere konkret om, hvordan og hvorledes man kan give Norden en stærkere stemme i det europæiske.

Jeg vil så gerne opfordre formandskabet til at sørge for at melde tilbage om, hvad der lykkes, og måske også om, hvad der ikke lykkes, så vi får sikret, at der også reelt sker en opkvalificering, i forhold til at Norden i højere grad får talt med en stærk stemme i det europæiske, så vi sætter dagsordenen med de værdier, med de politiske synspunkter, som vi synes er vigtige.

Jeg har også med glæde noteret mig, at man vil tage fat på implementeringsdelen. For virkeligheden er jo, at vi kan have mange grænsehindringer vores lande imellem, når vi fortolker forskelligt på det, der burde være ensartede regler. Jeg vil gerne appellere til, at man går i dybden med samarbejdet om, hvordan man implementerer fælles EU-regler, og at man også husker at tænke i de administrative forskrifter. Vi har lavet en undersøgelse i Danmark, hvor vi kan se, at ni ud af ti nye EU-regler bliver indarbejdet gennem bekendtgørelser, altså administrativt, og kun én ud af ti gennem lovgivning.

Så lad mig appellere til Ministerrådet om at sørge for at melde tilbage til os parlamentarikere, så vi får information og også kan inddrage det i vores arbejde i udvalgene. Igen er det f.eks. i grænsehindringsudvalget rigtig vigtigt, at vi har de her EU-aspekter med.

Så fru formand, jeg vil bruge min tid på at sige: Det er rigtig godt af Ministerrådet, at man nu sørger for at rette større opmærksomhed på EU, og jeg ser frem til, at vi også får konkret viden om, hvordan Nordisk Råd gør mere nytte i EU.