Guide: sommerjob eller sæsonjob i Finland

Fotograf
Pickawood on Unsplash
Denne guide indeholder nyttig information, hvis du planlægger at tage et sommerjob eller et sæsonjob i Finland.

I denne guide finder du svar på spørgsmål om midlertidig ansættelse, herunder skat, ansættelsesvilkår, arbejdsløshedsforsikring og pension i Finland. 

Hvis du både arbejder og bor midlertidigt i Finland, bør du også læse siden Guide: midlertidigt ophold i Finland, hvor du finder væsentlig information om folkeregistrering, bolig, social sikring, bankkonto, forsikringer samt indskrivning af børn i dagtilbud, førskole eller skole i Finland, når du opholder dig midlertidigt i Finland.

Denne side henvender sig til dig, som har planer om at arbejde midlertidigt i Finland. Hvis du har planer om at bo eller arbejde i Finland i længere tid, kan du finde information på siderne Guide: flytte til Finland og Guide: arbejde i Finland.

Hvis du er på vej til Finland som udstationeret medarbejder, finder du information på siden Udstationerede medarbejdere fra og i Finland.

Jobsøgning i Finland

På siden Jobsøgning i Finland finder du information om at søge job i Finland.

Hvis du er 18-30 år og statsborger i et nordisk land eller et EU-land, kan du også søge sæsonjob i et andet nordisk land via Nordjobb. Nordjobb hjælper også med at finde en bolig og med andre praktiske ting. Nordjobb tilbyder desuden kultur- og fritidsaktiviteter. Du kan læse mere på Nordjobbs netsted.

Skat i Finland

Du skal have et skattekort for at kunne arbejde i Finland. For at få en finsk skattekort, skal du have et finsk personnummer, som Skatteförvaltningen kan bevilge dig, hvis du har brug for det for at arbejde i Finland. Du skal møde personligt op på et skattekontor for at få et finsk personnummer og et skattekort.

Når du arbejder i Finland for en finsk arbejdsgiver, skal du betale skat af din løn i Finland. Hvis du er begrænset skattepligtig, kan vælge at betale kildeskat, eller du kan vælge at blive beskattet progressivt. Du er begrænset skattepligtig, hvis du bor i udlandet og opholder dig i Finland i højst seks måneder.

Kildeskat

Hvis du er begrænset skattepligtig i Finland, skal du som regel betale en kildeskat på 35 procent. Hvis du har et kildeskattekort, kan din arbejdsgiver oprette et kildeskattefradrag på din indkomst. Kildeskattefradraget udgør 510 euro om måneden eller 17 euro om dagen.

Progressiv skat

Progressiv skat betyder, at trækprocenten baseres på din indkomst. Ved hjælp af Skatteförvaltningens trækprocentberegner, kan du få en foreløbig vurdering af din trækprocent til dit skattekort. 

Hvis du beskattes progressivt, skal du også angive din skattepligtige indkomst og dine fradrag i dit hjemland. Husk, at uddannelsesstøtte også betragtes som indkomst.

I Finland skal du kun betale skat af den indkomst, som du har haft i Finland, men din skattepligtige indkomst i dit hjemland kan øge skatten på din indkomst i Finland. 

Hvis du beskattes progressivt, modtager du det følgende år en forhåndsudfyldt selvangivelse, hvor du kan se de indkomster og fradrag, som din skat er baseret på, samt resultatet af din årsopgørelse. Du skal kontrollere selvangivelsen, og hvis du har tilføjelser eller rettelser, skal du indsende ændringerne til Skatteförvaltningen.

Du kan læse mere på siden Skat i Finland.

Distancearbejde i Finland for en udenlandsk arbejdsgiver

Hvis du udfører distancearbejde i Finland for en udenlandsk arbejdsgiver, skal din arbejdsgiver tegne alle de lovpligtige socialforsikringer for dig i Finland. Din arbejdsgiver kan også give dig en fuldmagt, så du selv kan tegne de lovpligtige socialforsikringer ved et finsk forsikringsselskab. Du kan læse mere på Pensionsskyddscentralens netsted.

Hvis du ønsker at være socialt sikret i arbejdsgiverlandet i forbindelse med midlertidigt distancearbejde i Finland for en udenlandsk arbejdsgiver, skal din arbejdsgiver søge om en A1-attest for dig i det pågældende land. A1-attesten viser, hvilket land du er socialt sikret i, og i hvilket land du skal betale socialforsikringsafgifter. Du kan få yderligere information hos den myndighed i arbejdsgiverlandet, som udsteder A1-attester.

Ansættelsesvilkår og lønmodtageres rettigheder i Finland

Når du arbejder midlertidigt i Finland, har du ret til de samme ansættelsesvilkår som finske lønmodtagere, når det gælder løn, arbejdstid, arbejdsmiljø og sikkerhed. Du kan læse mere på siden Lønmodtageres rettigheder og pligter i Finland.

Du kan finde information fagforeninger i Finland på siden Fagforeninger i Finland.

Arbejdsløshedsforsikring i Finland

Du kan læse mere om arbejdsløshedsforsikring i Finland på siden Finske ydelser for ledige Vær opmærksom på, at du skal være forsikret i det land, hvor du arbejder.

Pensionssystemet i Finland

Hvis du arbejder i Finland, indbetaler du til din pension i Finland, og du optjener pension i Finland. Retten til pension kan ikke overføres mellem lande, men hvis du har arbejdet i flere EU-lande, kan du have optjent pension i alle de lande, hvor du har arbejdet.

Hvis du ikke kan nå at optjene ret til pension i Finland, vil pensionsmyndigheden i dit hjemland medregne de perioder, hvor du har arbejdet i Finland, når pensionen i dit hjemland beregnes. Dette kaldes princippet om sammenlægning af perioder. Når du søger om pension i det land, hvor du bor, skal du angive, hvornår du har arbejdet i Finland. De lokale myndigheder dokumenterer ikke altid arbejdsperioderne, så det er en god idé at gemme dine lønsedler som dokumentation for din ansættelse. 

Du kan læse mere på siden Pensionssystemet i Finland.

Yderligere information

Spørg Info Norden

Hvis du har spørgsmål, eller hvis du er stødt på hindringer i et nordisk land, kan du udfylde vores kontaktformular.

OBS! Hvis du har spørgsmål om behandlingen af en konkret sag eller ansøgning eller andre personlige forhold, skal du kontakte den relevante myndighed.

Info Norden er Nordisk Ministerråds informationstjeneste. Vi giver overblik og genveje til dig som vil flytte, arbejde, studere, søge støtte eller starte virksomhed i Norden.