Eksperter med migrantbaggrund søges til integrationsforum

Ahmed Abdirahman, CEO/Founder, the Global Village Foundation.

Fotograf
Martin Thaulow / norden.org

Ahmed Abdirahman, CEO/Founder, the Global Village Foundation.

Nordisk Ministerråd søger eksperter med migrantbaggrund, som kan komme med faglige input på vigtige integrationsmæssige problemstillinger.

• Dine input vil give en bredere og dybere forståelse af, hvad der skal til for at opnå en vellykket integration af nye borgere i Norden.
• Du har førstehåndskendskab til integration af flygtning og indvandrere og er selv emigreret til et nordisk land.
• Du kommer til at bidrage til det nordiske samarbejdes eksisterende målgruppeperspektiv og viden om integration af flygtninge og indvandrere.
• Du kommer til at deltage i netværksmøder og sammen med Nordisk Ministerråd udveksle viden med andre nordiske integrationsfora.

Baggrund

I 2016 vedtog Nordisk Ministerråd af etablere et program, som skulle arbejde med integration af flygtninge og indvandrere med fokus på at sammenligne erfaringer og generere ny viden. Aktiviteterne i programmet inkluderer networking mellem myndigheder og civilsamfundet om emner såsom sprog, nyankomne børn og unge samt integration på arbejdsmarkedet. Programmet fremmer også udveksling af viden via konferencer, seminarer og workshops og udbreder kendskabet til nye forskningsresultater. Det drejer sig blandt andet om Nordens Velfærdscenter, som formidler viden om integration af flygtninge og indvandrere via integrationsprogrammet. Integrationsprogrammet fokuserer på strukturel og social integration og supplerer det arbejde, der udføres i andre sektorer (blandt andet arbejdsmarked, uddannelse og kompetenceudvikling samt social og sundhed) ved at formidle den seneste viden om integration.

 

I 2021 etableredes Nordisk Migrant Ekspert Forum for en 3-årsperiode i tråd med programmet for den indeværende periode (2022-2024). Information om de nuværende medlemmer af Nordisk Migrant Ekspert Forum findes her.

 

Det nordiske program for integration af flygtninge og indvandrere er nu blevet forlænget med yderligere en 3-årsperiode (2025-2027). Med denne forlængelse støtter Nordisk Ministerråd også videreførelsen af Nordisk Migrant Ekspert Forum. Nuværende medlemmer kan ansøge igen på lige fod med nye ansøgere for at sikre en transparent udvælgelsesproces, som fører til både kontinuitet og nye medlemmer.

Et socialt bæredygtigt Norden

Samarbejdsprogrammet understøtter visionen om, at Norden skal være verdens mest bæredygtige og integrerede region i 2030. Det understøtter i særdeleshed arbejdet med følgende strategiske prioriterede område:

  • Et socialt bæredygtigt Norden – sammen fremmer vi en inkluderende, ligestillet og indbyrdes forbundet region med fælles værdier samt styrket velfærd og kulturel udveksling.

 

Formålet med ekspertforummet er at opmuntre til en tættere dialog med nye nordiske borgere, som ønsker at være med til at virkeliggøre visionen og især de mål, der er relevante for programmet til integration af flygtninge og indvandrere. 

Opgaver

Din ekspertviden og baggrund som indvandrer vil bidrage med: 

  • en bred og velfunderet vidensbase for det nordiske samarbejde om integration
  • en overordnet nordisk forståelse af flygtninges og indvandreres integration baseret på tilsvarende fora i de enkelte lande
  • bedre muligheder for, at integrationsprogrammet kan inkorporere et målgruppeperspektiv i sit arbejde

 

Nordisk Ministerråd arrangerer både fysiske og virtuelle møder og koordinerer dagsordenen med formanden for Nordisk Migrant Ekspert Forum. Arbejdet vil primært bestå i at networke, drøfte bestemte emner og formidle information om aktuelle problemstillinger. 

 

Ekspertforummet vil i det omfang, det er relevant, også deltage i møder med de personer, der er ansvarlige for Nordisk Ministerråds integrationsprogram og den dertil hørende referencegruppe, som består af repræsentanter fra de enkelte landes ministerier med ansvar for integration. På disse møder har du mulighed for at udtale dig om driftsmæssige, tematiske og strategiske problemstillinger vedrørende implementeringen af integrationsprogrammet.

 

Ekspertforummet kommer til at bestå af to repræsentanter fra hvert af de fem nordiske lande samt Grønland, Færøerne og Åland. Ekspertforummet arbejder i tre år og vælger en ny formand hvert år. Formanden udarbejder en dagsorden i samarbejde med Nordisk Ministerråd og mødes med Nordisk Ministerråd og referencegruppen for integrationsprogrammet i første kvartal hvert år for at planlægge årets aktiviteter. Nordisk Ministerråd fungerer som sekretariat for ekspertforummet og fører referat på møderne. Deltagelse i ekspertforummet foregår på frivillig basis og uden økonomisk kompensation. I særlige tilfælde kan Nordisk Ministerråd godtgøre rejseomkostninger.

Kriterier

Hvert medlem i ekspertgruppen skal

  • repræsentere er organisation, som arbejder med integration, eller deltage som individuel ekspert på et område med relevans for integration af flygtninge og indvandrere
  • besidde viden om et eller flere af følgende områder: arbejdsmarked, uddannelse og kompetenceudvikling, social og sundhed, kønsligestilling, demokrati og medborgerskab, segregation
  • være født uden for Norden og være immigreret til et nordisk land
  • beherske et nordisk sprog og/eller engelsk flydende

Ansøgninger og udvælgelsesproces

Ansøg ved at udfylde ansøgningsblanketten med oplysninger om: 

  1. Uddannelsesmæssig baggrund og nuværende arbejde
  2. Tematisk viden om integration af flygtninge og indvandrere
  3. Årsager til, at du ønsker at være medlem i forummet

 

Referencegruppen for integrationsprogrammet udvælger medlemmerne i ekspertforummet. Man vil i udvælgelsesprocessen bestræbe sig på at opnå den størst mulige diversitet, hvad angår ekspertise, alder, oprindelsesland/nuværende bopælsland og køn.

 

Ansøgninger kan indsendes fra og med den 05.09.2024. Ansøgningsfristen er den 13.10.2024. Udvælgelsesprocessen forventes at være afsluttet den 01.12.2024.