Danmark og Færøerne overtager formandskabet i Nordisk Ministerråd

01.01.26 | Nyhed
Fotograf
Polina Kuzovkova, Unsplash
En af formandskabets hovedprioriteter vil være at sikre, at Helsingforsaftalen opdateres, så den reflekterer, at samarbejdet består af otte lande. Derudover står både samfundssikkerhed og konkurrenceevne som centrale temaer i det dansk-færøske formandskab.

1. januar overtager Danmark og Færøerne formelt formandskabet for Nordisk Ministerråd i 2026. Danmark og Færøerne vil i deres formandskabsperiode arbejde for at skabe et endnu tættere samarbejde i Norden på områder som samfunds- og forsyningssikkerhed, grænseoverskridende kriminalitet, regionens samlede konkurrenceevne og beskyttelse af særligt børn og unge i den digitale tidsalder. Formandskabet vil også arbejde for at Grønland og Færøerne, og Åland, hvis det ønskes af Finland og Åland, kan blive ligeværdige parter i det nordiske samarbejde. 

Danmarks minister for nordisk samarbejde Morten Dahlin siger: 

”Den danske regerings position er klar: Vi deler det færøske og grønlandske ønske om, at Færøerne og Grønland får mulighed for fuld deltagelse i det nordiske samarbejde på lige fod med de øvrige nordiske lande. Muligheden vil selvsagt også gælde Åland, hvis det er Ålands og Finlands ønske. Det arbejde glæder jeg mig til at stå i spidsen for.” 

Færøernes minister for nordisk samarbejde Sirið Stenberg siger:  

“I disse tider er der et stort behov for at styrke relationerne og samarbejdet med vores nordiske søster- og brodernationer. Færøerne har været en del af det nordiske samarbejde i mere end 50 år og deltager aktivt i det nordiske samarbejde på alle samfundsområder og i alle sektorer. Færøerne har i årtier ønsket og arbejdet for medlemskab i eget navn. Derfor er det med glæde, at Færøerne sammen med Danmark overtager formandskabet i Nordisk Ministerråd, og vi vil stræbe efter at få nedsat en kommission til at opdatere Helsingforsaftalen og opnå fuldt medlemskab for Færøerne.” 

Helsingforsaftalen regulerer det det nordiske samarbejde og refereres ofte til som ’Den Nordiske Grundlov’. Den blev vedtaget i 1962 og blev senest opdateret i 1996.  

Forbundne i skiftende tider

Formandskabsprogrammet blev offentliggjort i oktober under Nordisk Råds Session i Stockholm. I den forbindelse udtalte den danske statsminister Mette Frederiksen og Færøernes Lagmand Aksel V. Johannesen

”I en tid med så meget usikkerhed er det afgørende, at vi holder sammen i Norden. Vi er stærke lande forenet af en unik samfundsmodel, bl.a. kendetegnet ved stor tillid, en lang fælles historie og med et samarbejde, der har dybe rødder. Dét fællesskab har vi brug for nu. Derfor er overskriften for formandskabet for Nordisk Ministerråd 2026 Norden: Forbundne i skiftende tider.”