Erhvervsministrene forbereder post-corona strategi

14.04.20 | Nyhed
unga äter glass i Nyhavn
Photographer
Yadid Levy/norden.org
De nordiske erhvervsministre forbereder en tværnordisk strategi for at få økonomien hurtigt på fødderne igen efter coronakrisen. Det fremgik af et ekstraordinært ministermøde over Skype fredag før påske.

Turistbranchen er i krise, dele af industrien står stille, arbejdsløsheden stiger, og den frie bevægelighed er stærkt begrænset som følge af pandemien.

I alle de nordiske lande har regeringerne på rekordtid udarbejdet økonomiske hjælpepakker for at støtte husholdningerne og kompensere virksomhederne inden for en lang række brancher.

Nordiske virksomheder skal boostes

Men når den akutte krise er ovre, handler det om at have strategien parat til at booste handlen, industrierne, turismen, servicesektoren samt virksomheder, som er fokuseret på innovation i Norden.

Det mener de nordiske erhvervsministre, som mødtes lige før påske for at diskutere de mulige, fælles veje fremad.

Norden ses som ét marked

– Det er vigtigere end nogensinde, at de nordiske lande nu udøver sammenholdets magt og bruger deres kollektive styrke. Vi ved, at de markeder, som orienterer sig mest mod os, ser Norden som ét område. Det er vigtigt at være klar til at handle hurtigt, når forholdene er forbedret efter COVID-19, siger Islands erhvervsminister, Þórdís Kolbrún Reykfjörð Gylfadóttir, som tog initiativ til mødet.

Fokus på bæredygtighed og integration

Erhvervsministrene blev enige om at etablere en tværnordisk arbejdsgruppe. Gruppen skal udarbejde en køreplan for de områder, hvor de nordiske lande kan arbejde sammen om at genstarte deres økonomier efter coronakrisen. 

"Verden, som vi kender den, kan være forandret for altid. Men Norden kan tage en ledende rolle i tilpasningen til denne nye virkelighed ved hjælp af vores fælles nordiske værdier samt vores urokkelige fokus på bæredygtighed og integration", skriver ministrene i en fælles udtalelse efter mødet.