Nordisk Råds 5 priser uddelt i Reykjavik

27.10.15 | Nyhed
Vinnarna av Nordiska rådets priser 2015
Fotograf
Magnus Froderberg/norden.org
Norske Jon Fosse, svenske Svante Henryson og Jakob Wegelius, islandske Dagur Kári, Baltasar Kormákur og Agnes Johansen og færøske Hákun Djurhuus var de glade vindere ved Nordisk Råds prisuddeling i Harpa i Reykjavik.

Nordisk Råds litteraturpris

Jon Fosse modtog Nordisk Råds litteraturpris for værket ”Trilogien: Andvake. Olavs draumar. Kveldsvævd”.

Motivationen for prisen indledes:

”Årets prisvinder er et sjældent godt eksempel på, hvordan formmæssig nyskabelse kan gå hånd i hånd med et indhold, som formår at berøre på tværs af tid og sted. I en prosafortælling med klare poetiske kvaliteter og med en bevidst og legende indstilling til historien fortælles en kærlighedshistorie, som spænder over alle og ingen tider”.

Nordisk Råds musikpris

Svante Henryson modtog Nordisk Råds musikpris med disse flotte ord fra bedømmelseskomitéen:

”Den svenske cellist, bassist og komponist Svante Henryson har i sin spændende musikalske karriere opnået en enestående kreativitet og virtuositet på sine forskellige scener.”

Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris

Svenske Jakob Wegelius fik Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris for romanen ”Morderens abe”.

I motivationen hed det bl.a. ”Jakob Wegelius puster nyt liv i den klassiske eventyrfortælling. Sammen med gorillaen Sally Jones får læseren lov til at opleve Lissabons lurvede havnekvarter…Bogen bliver den fuldendte helhedsoplevelse takket være de detaljerede portrætter og vignetter samt kortene, hvor vi kan følge Sally Jones' eventyr”

Nordisk Råds filmpris

Den islandske instruktør og manuskriptforfatter Dagur Kári og producerne Baltasar Kormákur og Agnes Johansen fik Nordisk Råds filmpris for ”Fúsi” (”Virgin Mountain”).

Motivationen lød:

”En raffineret enkel og visuelt opfindsom fortælling om at bevare sin godhed og uskyld i en verden, der synes uindtagelig. Dagur Káris kunstneriske bestigning af et mandigt Virgin Mountain er en dybt gribende og fængslende film, som tegner et værdigt portræt af en blid kæmpe og leverer træfsikre skildringer af kvinderne omkring ham.”

Nordisk Råds natur- og miljøpris

Direktør Hákun Djurhuus fra det færøske Elselskab SEV modtog Nordisk Råds natur- og miljøpris for dets ambitiøse mål og innovative tiltag for en grøn elektrificering af det færøske el-net.

Nordisk Råds priser er på 350.000 kr. og blev uddelt i Harpa i Reykjavik i forbindelse med Nordisk Råds Session.