Ny vision om et stærkere Norden

06.02.14 | Nyhed
Eygló Harðardóttir
Fotograf
Magnus Fröderberg/norden.org
Et nyt år er begyndt, og der lyder nye toner i det nordiske samarbejde. På årets første møde mellem de nordiske samarbejdsministre skabte årets islandske ordfører, Eygló Harðardóttir, enighed om en ny vision for det nordiske samarbejde. Der blev samtidig givet grønt lys til at udvikle en fælles nordisk strategi for branding af Norden.

Visionen er et resultat af den engagerede visionsdebat som blev ført under Sveriges formandskab i 2013. Arbejdet med at fjerne grænsehindringer, og dermed fremme mobiliteten samt job- og uddannelsesmulighederne for alle i Norden, står højt på dagsordenen for det nordiske samarbejde og er en del af visionen. Det samme gælder arbejdet for et fortsat innovativt og kreativt Norden.

Bevidstheden om at de nordiske lande i flere henseender kan skabe større resultater i fællesskab end hver for sig er også en central del af visionen. Norden skal i "Team Norden-ånd" være synlig og udadvendt. Det er en profilering som kan antage mange former og involvere forskellige aktører fra samfundsområder som kultur, forskning, turisme, erhvervsliv, miljø og medier.

– Vi skal stå sammen om at møde fremtidens udfordringer i form af økonomiske kriser, det hårde pres på naturressourcerne og globaliseringen. Og vi har en lang og succesfuld erfaring med netop dette i Norden, siger samarbejdsminister Eygló Harðardóttir. Vi er stærkere i fællesskab, og det skal vi værne om.

Profilering af Norden

Ud over den fælles vision gav samarbejdsministrene grønt lys til udviklingen af en strategi for det som i flere nordiske lande kaldes branding. Andre kalder det varemærkearbejde eller positionering.

Det er et arbejde som skal foregå over en bred kam og i tæt samarbejde med de enkelte nordiske lande. En forundersøgelse viser at opbakningen til en fælles platform er overvældende. Både de politiske organisationer og interesseorganisationerne, erhvervslivet og turistorganisationerne mener at tiden er inde til fælles tiltag.

– Omverdenens interesse og nysgerrighed i forhold til Norden er stor i øjeblikket. Det gælder ikke kun litteratur, film og design, men også vores samfundsstruktur og de værdier den er baseret på. Opfattelsen er at vi synes at have svar på nogle af de spørgsmål som stilles over hele verden netop nu. Eksempelvis hvordan man skaber et åbent samfund som udvikler sig og som kan klare sig i krisetider, siger Eygló Harðardóttir. Vi skal bruge denne nysgerrighed – både til at inspirere andre, men også til at styrke vores samfund.