Anders Hillborg

I sin cellokoncert i én sats fra 2020 viser Anders Hillborg (født 1954) i løbet af 28 minutter et eksempel på et legende forhold mellem dele og helhed, på lange linjer og vulkanlignende udbrud som et destillat af nordisk natur. 

Stykkets indledende klange formes i kirkelige hvælvinger til renæssancepolyfoniske linjer, hvor både salmen og det folkelige vemod fornemmes med resonanstoner, som var det en hardangerfele. Her griber Hillborg celloklangens iboende inderlighed og temperament, og han lader celloen svæve uden for kroppen sammen med strøget i en tilstand af absolut fred for derefter at lege tagfat i frenetiske udbrud med orkestrets sektioner som solreflekser. Det er effektfuldt og elegant. Cellostemmen er i sandhed både lyrisk og ekvilibristisk og kræver derfor både håndværk, udtryk og timing. De rytmedrevne passager, som er karakteristiske for Hillborg, kræver også et præcist samspil på detaljeniveau mellem solist og orkester.  

At skrive en sammenhængene koncert, som Hillborg gør, giver os som lyttere gaven at blive hensat i en anden tilstand. At glemme, at mindes, at standse op og at gøre det, som vi mennesker er skabt til at gøre. At føle.