Sara Olsvig (Indlæg)

Informasjon

Type
Innlegg
Tale nummer
191
Person
Speaker role
Minister for Sociale Anliggender, Familie, Ligestilling og Justitsvæsen, Grønland
Dato

Tusind tak, præsident. Jeg tager ordet i dag i min egenskab af at være naalakkersuisoq, minister, for sociale anliggender, familie, ligestilling og justitsvæsen i Grønland, og tak for udarbejdelsen af redegørelsen til Nordisk Råd vedrørende nordisk samarbejde om funktionshindringer. Det er positivt at læse, hvor stor glæde vi kan have af det nordiske samarbejde, især fordi det er i tråd med FN’s konvention om rettigheder for personer med handicap.

I den grønlandske regering har vi tre store initiativer på området i år, hvor vi lægger vægt på i højere grad at leve op til konventionen. Det første initiativ er, at vi laver en ny lov om personer med handicap, hvor vi i højere grad lovgivningsmæssigt vil forsøge at leve op til den vigtige konvention. Her er det vigtigt at huske på, at de nordiske og arktiske befolkninger jo har en endnu større udfordring i forhold til mobilitet og tilgængelighed, også på det her område.

Det andet initiativ er, at vi nu opretter en talsmandsinstitution for personer med handicap, ligesom vi også har en talsmand for børn og unge. Her vil vi arbejde med at fremme personer med handicaps vilkår og muligheder og sætte øget fokus på rettighederne, og jeg vil sige i forhold til den tidligere taler, at jeg er meget enig: Vi skal netop i de nordiske regeringer være bedre til at se på personer med handicap først og fremmest som personer og ikke se på handicappet som det primære. Det skal være den anden vej rundt.

Det sidste store initiativ, vi har i Grønland, og som vi glæder os til at dele vores erfaringer om med de andre nordiske lande, er, at vi om få måneder åbner et nyt nationalt handicapcenter i Grønlands næststørste by Sisimiut, hvor alle borgere i hele Grønland kan hente vejledning og træning, både personer med handicap, men også de, som arbejder med personer med handicap.

Vi vil i højere grad involvere os i det nordiske handicapsamarbejde, og vi ser frem til at bidrage til nordiske løsninger. Her er det igen vigtigt, at vi også har særlig fokus på de udfordringer, der er for personer med handicap i Arktis.