Nordisk Råd: Indfør havneafgifter på baggrund af miljøpåvirkning

10.04.18 | Nyhed
Trålare i hamnen i Reykjavik
Fotograf
Helgi Thorsteinsson/norden.org
Hvis et skib, som forurener meget, skal betale en højere havneafgift end mere miljøvenlige skibe, får rederierne et stærkt incitament til at blive mere miljøvenlige. Det vil betyde store fordele for havmiljøet og luftkvaliteten. Det mener Nordisk Råd, som nu indleder et nordisk samarbejde for at miljødifferentiere havneafgifterne.

Når det gælder internationale søfartsaftaler og -regler er processerne langsomme, men de nordiske lande er relativt store søfartsnationer i en international sammenhæng, og de har mulighed for at præge udviklingen ved at statuere et godt eksempel, konstaterer Nordisk Råds bæredygtighedsudvalg, som tirsdag fremlagde forslaget i plenum ved rådets temasession om havet i Akureyri, Island.

– Indekseringsværktøjet kan gøres mere effektivt ved, at kriterierne for systemet udvikles på nordisk niveau – lidt i stil med det nordiske miljømærke, Svanen, blot for skibe. På denne måde kan Norden sætte barren højt – også for andre lande. Målet skal være at få rederierne til at vælge gode miljøløsninger, siger Suzanne Svensson (S, Sverige). 

– Nordens rederier er i gang med at udskifte sin skibsflåde. Det er dyrere at bygge miljøvenlige skibe, men det er muligt at påvirke dette politisk med incitamenter i form af miljødifferentierede afgifter, siger Suzanne Svensson. 

Alle skibe skal betale affaldsafgift

Initiativet til medlemsforslaget om at mindske forureningen fra søfarten i Norden kommer fra partigruppen Nordisk grønt venstre. En af de andre rekommandationer i forslaget opfordrer Finlands, Norges og Sveriges regeringer til at indtænke miljødimensionen, når EU's direktiv om modtagefaciliteter i havne til aflevering af affald fra skibe bliver fornyet.

Ifølge Kolbeinn Óttarsson Proppé (VG, Island), repræsentant for Nordisk grønt venstre i bæredygtighedsudvalget, er det vigtigt at sikre, at det kommende direktiv indeholder en bestemmelse om, at alle skibe, som ankommer til havne i EU, skal betale en afgift for håndtering af affald og afløbsvand. 

– Når det kun er de skibe, der bruger modtagefaciliteterne, som betaler, vil der altid være skibe, som skaffer sig af med affaldet i havet, siger Kolbeinn Óttarsson Proppé. 

Forslaget, samt alle supplerende rekommandationer, blev vedtaget enstemmigt på temasessionen.