Henrik Dam Kristensen (Svar på replik)

Tietoja

Laji
Svar på replik
Puheen numero
259
Speaker role
Præsidiets talsperson
Päivämäärä

Hvis Nordisk Råds Præsidium og Nordisk Råd havde været så letsindige blot at ansætte en person og så måtte vedkommende selv finde ud af at håndtere sin arbejdssituation, havde vi ikke været omhyggelige med vores midler. Derfor tror jeg ikke, at jeg tager fejl, når jeg siger, at debatten i hvert fald har pågået, siden jeg sidst var præsident for Nordisk Råd i 2011, og vi traf så beslutningen her for godt et år siden under det danske formandskab. Det var netop efter en lang og meget præcis diskussion og analyse af, hvad vi præcis skal gøre, og de dokumenter findes jo selvfølgelig.

Men det er vigtigt for mig at sige, at det, der er det afgørende, er, at man i et samspil med de nationale parlamenters repræsentationer, som vi jo alle har, skal prøve at finde de debatter, hvor det giver mening, at vi anlægger en fælles EU-vinkel. Der er mange steder, hvor vi fra de nordiske lande ikke er enige, og det skal vi ikke bruge tid på, men der, hvor vi så er enige – eller hvor vi ikke er uenige – skal vi samle kræfterne. Det tror jeg faktisk på betyder, at vi kan få nogle meget mere kvalificerede og målrettede debatter. Det tror jeg at hr. Christian Juhl vil være interesseret i, når det kommer til stykket.