Henriikka Tavi

Titlen på Henriikka Tavis tredje digtsamling, Toivo (frit oversat: Håbet) kan umiddelbart virke paradoksal. Digtene er præget af en dyster og vemodig grundtone og berører temaer som døden, forgængeligheden og tabet. Det modsætningsfyldte fremstår allermest tydeligt i bogens anden del, hvis titel er den samme som bogens, og som udmunder i en lakonisk opremsning af navne på mennesker, som har taget deres eget liv, samt deres fødselsår og dødsår.

Tavi har i et interview fortalt, at et af udgangspunkterne for samlingen, som blev til i løbet af en lang periode, var en tragedie i familien. Men Toivo er imidlertid ikke et værk som kan eller skal læses i en snæver selvbiografisk optik.  Den mest centrale intertekstualitet er den danske digter Inger Christensens berømte sonetkrans Sommerfugledalen. Sommerfuglen som et symbol på livets flygtighed og skrøbelighed, men også på skønheden og den transformerende kraft, gentages i Tavis digte. Samlingen indledes og afsluttes med digte, som begge har titlen Kehtolaulu (Vuggevise), og som udgøres af fire strofer bestående af navne på sommerfugle: ”Haapaperhonen, hallakehrääjä/kylmäperhonen, havununna/heinäkukka, hukkasiili,/-käs, herukka rukka, lasisiipi.” (”Aspskimmerfjäril, poppelspinnare,/ björkfrostfjäril, barrskogsnunna/gräsulv, igelkottspinnare,/starrgrässtackare, glasvinge.” Svensk oversættelse: Henrika Ringbom)

Man kan spørge sig selv, hvad det er for en søvn denne leksikale vise vil lulle os ind i. Er det en midlertidig og opkvikkende slumren, eller måske en mere permanent hvile? Samtidig rettes opmærksomheden mod benævnelsen og dens muligheder, mod selvet sproget. Tavi etablerede sig som en af de mest nyskabende digtere i sin generation med debutsamlingen Esim. Esa (T.ex. Esa, 2007) og efterfølgeren Sanakirja (Ordbok, 2010). Hendes vilje til ikke blot at udforske digtets sprog og form, men også genrens præmisser, får sit mest demonstrative udtryk i mastodontprojektet 12 (2012). I løbet af et år skrev Tavi en serie på tolv digtsamlinger, hvilket underforstået er den produktivitet en digter skal opretholde for at kunne leve udelukkende af sine bøger. Samlingerne udkom på det unge forlagskooperativ Poesia, hvor Tavi er en af de bærende kræfter.

Digtene i Toivo skifter mellem fortættet lyrik og poetisk prosa. Nogle gange fylder de en side eller mere, mens de andre gange reduceres til en enkelt linje eller nogle få ord. Remser, eventyr, skrøner, samtaler, bedstemors barndomserindringer og redigerede dagbogsoptegnelser er bare nogle af kilderne. I et digt opgiver Tavi helt det normale skriftsprog og skriver på Kymmenedalsdialekt. I et andet digt, som er en slags kombination af skabelsesberetning og biologitime, beskrives Haikouichtys – den første fisk, som svømmede i vandet. ”Haikouichtys söi planktonia ja itseään./Sellaista oli alkukalan elämä.” (”Haikouichtys åt plankton och sig själv./ Sådant var urfiskens liv.” Svensk oversættelse: Henrika Ringbom)

Ud af dette ganske komplekse materiale skaber Tavi en helhed med en imponerende resonans og holdbarhed. I Sommerfugledalen, i en passage som citeras i Toivo, skriver Inger Christensen om ”sorgens symmetri”. På samme måde fremmaner Tavi billedet af en symmetri, eller en balance, som en modvægt til det ordløse og uigenkaldelige tab, men uden den formstrenghed som kendetegner Christensens sonetter. Hos Tavi vokser håbet ud af sprogets – og digtenes – flerstemmighed og evne til at genskabe sig selv. 

Ralf Andtbacka