Þetta innihald er ekki til á því tungumáli sem þú hefur valið, því sýnum við innihaldið á Danish.

Nordisk Råd: Udbyg nettet af energistationer til biler med nuludslip

27.06.17 | Fréttir
Hållbarhetsutskottet i Helsingborg 2017
Ljósmyndari
norden.org/Heidi Orava
Udbyg nettet af energistationer til opladning og tankning af køretøjer med nuludslip langs hovedvejene, som forbinder de nordiske lande. Det foreslår Udvalget for et Holdbart Norden som led i arbejdet med at fremme fossilfri bilisme i Norden.

Udvalget, som fokuserer kraftigt på bæredygtig infrastruktur ved sit sommermøde i Helsingborg den 27.-28. juni, retter sit forslag, om hvordan bilisme med nuludslip skal fremmes, til både de enkelte nordiske regeringer og til Nordisk Ministerråd. 

Det anbefales, at Norges regering samarbejder med de øvrige nordiske landes regeringer om at udvide databasen NOBIL, så den også omfatter andre alternative energikilder end el. Det anbefales også, at Danmarks og Islands regeringer indgår aftaler om registrering af deres energistationer i databasen, så NOBIL dækker hele Norden.

Jan Lindholm fra Miljöpartiet i Sverige understreger vigtigheden af at holde dørene åbne for mulige alternative energikilder i fremtiden.

– El er i stærk vækst, når det gælder personbiler, men når det gælder tung trafik, er biodiesel i dag et hurtigt voksende alternativ. Jeg ser brint som en vigtig alternativ energikilde i fremtiden, siger Lindholm. Suzanne Svensson fra Socialdemokraterna i Sverige tilføjer:

– I dag kan man kun få brint enkelte steder i Sverige. De alternativer, som er aktuelle i dag, er ikke nødvendigvis aktuelle i morgen, så indtil videre er el et godt alternativ, konkluderer Svensson. Hun er medlem af Den Socialdemokratiske Gruppe i Nordisk Råd, som har fremsat forslaget.

Forslaget om at støtte udvikling og harmonisering af nationale planer og finansiering i forbindelse med udbygning af opladnings- og tankstationer til biler med nuludslip langs de nordiske hovedveje rettes til Nordisk Ministerråd.

– Vi ønsker også, at ministerrådet iværksætter en undersøgelse af om, og i så fald hvordan, de nordiske lande kan drage nytte af at samarbejde om at udvikle fælles nordiske modeller og standarder for elektroniske opladningsstationer til hurtig opladning af større skibe, færger, andre biler end elbiler samt lastbiler og busser. Vi skal gøre det for at være et forbillede for et bredere europæisk samarbejde, siger ordfører for Udvalget for et Holdbart Norden, Hanna Kosonen fra partiet Centern i Finland.

Viceordfører Karin Gaardsted fra Socialdemokratiet i Danmark glæder sig over, at forslagene er blevet så konkrete.

– De indeholder flere gode eksempler på nordisk nytte. Jeg har meget svært ved at tro, at nogen af de nordiske regeringer skulle modsætte sig forslaget, siger Gaardsted.

Forslaget om udbygning af energistationer skal behandles med henblik på godkendelse i plenum på Nordisk Råds session i Helsingfors i november og sendes herefter som en rekommandation til de nordiske lande og Nordisk Ministerråd.